Find Your Next Job
Administrationschef Til Socialområdets Stab I Region Midtjylland
Posted on June 15, 2026
- Viborg, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time
Tailor Your Resume for this Job
Er du en stærk og strategisk leder med blik for både drift, udvikling og tværgående samarbejde? Vil du have en nøglerolle i udviklingen af det specialiserede socialområde i Region Midtjylland? Har du et solidt ledelsesfagligt fundament, der gør dig i stand til at samle fagligheder, sætte en tydelig retning og skabe ejerskab for fælles mål? Hvis du kan genkende dig selv i disse spørgsmål – så har vi stillingen til dig.
Socialområdet i Region Midtjylland står i en tid med nye reformer, komplekse målgrupper og stigende krav til både udvikling, styring og strategisk retning. Derfor etableres en ny stilling som administrationschef med unik mulighed for at arbejde sammen med den øverste ledelse af socialområdet og dermed sætte aftryk på både organisation og samfund.
Som vores nye administrationschef træder du ind i en organisation med høj faglighed og stærke ambitioner. Vi søger derfor dig, der kan omsætte nye vilkår til fælles retning og bæredygtige løsninger og samtidig have blik for at samle ledere og medarbejdere om kerneopgaven.
Socialområdets Stab står stærkt og skal udvikles yderligere
Som administrationschef skal du styrke den strategiske retning, hvor du kommer til at stå i spidsen for følgende udviklingsområder:
- Konsolidere en justeret stab, der har brug for at finde sin form, retning og samarbejdsmodel
- Styrke den strategiske og proaktive understøttelse af den øverste ledelse
- Fremme helhedstænkning og tværgående koordinering på tværs af organisationen
- Understøtte Socialområdet i at navigere i ændrede og nye vilkår samt være på forkant med ændrede behov, forventninger og krav fra omverdenen.
Administrationschefen skal derfor, som noget af det første, skabe en tydelig retning, sammenhængskraft og fælles forståelse i Socialområdets Stab. Herudover får administrationschefen en central rolle i at løfte den strategiske ledelsesunderstøttelse af Socialområdets øverste ledelse med særligt blik for samarbejdet med socialdirektøren og Strategisk Chefforum.
Administrationschefens opgaver
Som administrationschef har du det overordnede ansvar for at styrke sammenhæng og koordinering i Socialområdets Stab med henblik på at sikre tilpasning til de ændrede betingelser og behov fra kommunerne, ligesom du er personaleleder i kontoret Strategi, Kommunikation og Politik. Du indgår desuden sammen med vicedirektøren og socialdirektøren i den øverste ledelse, og i samarbejde sætter I en strategisk retning for udviklingen af det regionale socialområde.
Dine centrale opgaver og ansvarsområder vil bl.a. være:
- Lede og udvikle Socialområdets Stab, herunder skabe prioritering, sammenhæng og samarbejde på tværs
- Personaleledelse- og ansvar for 15 medarbejdere i kontoret Strategi, Kommunikation og Politik: Medarbejdergruppen består af AC-medarbejdere inkl. jurister, kommunikationsmedarbejdere og HK’ere
- Ledelse af ledere: Du er leder for kontorchefen for kontoret Økonomi, Kapacitet og Byggeri og for vicekontorchefen for kontoret IT, Data og Digitalisering
- Sikre høj kvalitet i beslutningsoplæg, sagsforberedelse og ledelsesinformation og samtidig bidrage til udvikling af effektive arbejdsgange og beslutningsprocesser
- Faglig ledelse af drifts- og udviklingsopgaver samt tværgående strategisk udvikling på socialområdet
- Særligt ansvar for kommunikationsområdet, hvor du bl.a. indgår i et netværk af kommunikationschefer i Region Midtjylland
- Samarbejde med områdechefer og administrationsledere i specialområderne i Region Midtjylland
- Samarbejde med ministerier, styrelser samt Socialdirektørkredsen i Danske Regioner
Opgaverne i Socialområdets Stab kræver et tæt samarbejde med mange interessenter. Det gælder både internt i staben på tværs af de fire kontorer men i særdeleshed også samarbejde med specialområderne, herunder særligt ledelses- og stabsfunktioner i specialområderne samt koncernstabe og forskellige eksterne samarbejdspartnere.
Som administrationschef bliver du også en del af et stærkt fagligt fællesskab i Strategisk Chefforum, der består af en kontorchef, otte områdechefer og socialledelsen. Alle er drevet af en passion for socialområdet, hvor relationer vægtes højt, og hvor man spiller hinanden gode via åbenhed, nysgerrighed og ærlighed. Der er en gensidig forventning om, at alle bidrager til udviklingen på tværs af ét samlet socialområde.
Faglige kvalifikationer og din profil
Vi forventer, at du:
- Har solid ledelseserfaring, en relevant uddannelsesmæssig baggrund og gerne erfaring fra det sociale område og fra en politisk styret organisation
- Er en synlig, nærværende og involverende leder, der med åbenhed og nysgerrighed skaber tillid, engagement og sammenhængskraft på tværs
- Skaber tydelige prioriteringer og sikrer effektiv anvendelse af ressourcer og kompetencer
- Har stærke relationelle kompetencer og en organisatorisk helhedsforståelse og kan se, hvordan opgaver hænger sammen. Det er vigtigt, at du kan skabe fremdrift og sikre, at beslutninger bliver til handling
- Kan navigere sikkert i en kompleks organisation, hvor du afstemmer dit ledelses- og handlerum ved at orientere dig opad, nedad, og på tværs – og samtidig agerer konstruktivt i forandringer med blik for kommende udfordringer
- Har en uformel omgangstone med plads til grin.
Hvem er vi
På socialområdet i Region Midtjylland driver vi en række specialiserede bosteder, dagtilbud og institutioner for børn, unge og voksne med særlige behov. Tilbuddene er samlet i 8 specialområder med hver deres områdeledelse. I Socialområdets Stab er kerneopgaven at understøtte hele ledelsessystemet på socialområdet og den forsatte udvikling af socialområdet. Socialområdets Stab har adresse i Regionshuset i Viborg, hvor din daglige arbejdsplads vil være.
Du kan læse mere om Socialområdet i Region Midtjylland på https://www.rm.dk/om-os/organisation/socialomradet/.
Ansøgning og ansættelse
Stillingen ønskes besat pr. 1. september 2026 eller efter nærmere aftale.
Stillingen aflønnes i henhold til "Aftale for chefer" på trin 52 med et opslagsniveau på kr. 853.480 kr. (1. juni 2026-niveau). Hertil kommer pension på 21,59 % samt mulighed for forhandling af kvalifikationsløn. Stillingen er undtaget fra kravet om tidsregistrering.
Administrationschefen refererer til socialdirektør Ann-Britt Wetche.
Der er ansøgningsfrist den 9. august 2026. Når du søger stillingen, vil vi foruden din motiverede ansøgning og dit cv, bede dig fremsende dit personlige ledelsesgrundlag. Kandidater der inviteres til første samtalerunde får besked mandag den 10. august.
Vi planlægger at afholde samtaler den 12. august 2026 i Viborg. En eventuel opfølgende samtale holdes den 17. august 2026.
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du i fortrolighed kontakte socialdirektør Ann-Britt Wetche på tlf. 3060 0348 eller mail anwetc@rm.dk (træffes ikke i uge 29, 30 og 31).
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.
Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.
Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!