Find Your Next Job

Ambitiøse Administrationselever Søges Til Spændende Elevpladser I Hk Og Hka

Posted on Nov. 19, 2025

  • Full Time

Ambitiøse Administrationselever Søges Til Spændende Elevpladser I Hk Og Hka

Tailor Your Resume for this Job


Leder du efter en elevplads, hvor du kan udvikle dig fagligt og socialt og samtidig være med til at præge din egen uddannelse? Som elev hos HK og HKA får du et individuelt tilpasset forløb med spændende administrative opgaver i en stor organisation med mange muligheder og et stærkt elevfællesskab. Vi lover dig et forløb, hvor din udvikling og trivsel er i fokus – både fagligt og personligt. Lyder det som noget for dig? Så læs endelig videre.

Gennem de to år du er hos os, vil du gennemgå en personlig og faglig udvikling, der gør dig klar til at indtage arbejdsmarkedet.

HK er Danmarks næststørste fagforening og er med til at forbedre og sikre ordnede løn- og arbejdsforhold gennem aftaler og overenskomster for medlemmerne.

HKA, som er HK’s a-kasse, arbejder for - udover at sikre vores medlemmer dagpenge til tiden - at få flest mulige af vores medlemmer i arbejde.


Opgaverne er mange og læringen er stor

Opgaverne er forskellige, alt efter om du er elev i fagforeningen eller i a-kassen.

Når du er elev i fagforeningen HK, kommer du til at lære:

  • At planlægge konferencer og kurser for vores medlemmer – nogle gange er du også med på selve konferencen med overnatning
  • At have kontakt med kolleger, samarbejdspartnere og medlemmer på telefon, chat og mail
  • At planlægge, koordinere og booke møder via kalender i Outlook for ledere og kolleger samt kort oplæring i husets reception
  • At udføre let administrativ sagsbehandling herunder sikre at data er korrekte samt foretage søgning i vores medlemssystem
  • At arbejde med opdatering af indhold på vores hjemmeside og interne systemer
  • At udarbejde og vedligeholde dokumenter og materialer – fx præsentationer, guides og medlemsinformationer
  • At hjælpe med udsendelse af nyhedsbreve, materialer og information til medlemmer
  • Forskellige økonomiopgaver – bl.a. betaling af fakturaer. Du får også indsigt i lønkontorets arbejde.

Som elev i HK’s A-kasse, kommer du til at:

  • Lære at sagsbehandle ansøgninger om offentlige ydelser herunder dagpenge, feriedagpenge, uddannelsesløft og befordringsgodtgørelse
  • Lære at træffe og skrive afgørelser om vores medlemmers ret til offentlige ydelser ud fra gældende regler
  • Indmelde nye HK- og HKA-medlemmer i vores medlemssystem
  • Skrive tekstmateriale til nyhedsbreve eller uddannelsesportalen
  • Have kontakt med medlemmer, andre a-kasser eller virksomheder på telefon, chat og mail
  • Få bredt kendskab til a-kasse-lovgivning
  • Forskellige økonomiopgaver – bl.a. betaling af fakturaer. Du får også indsigt i lønkontorets arbejde.

Vi garanterer, at du får en grundig oplæring, samt at du hurtigt får et helt nyt ordforråd og overblik over de opgaver, du lærer.


Få succes som administrationselev

For at få succes som administrationselev skal du være struktureret og omhyggelig, og det er en stor fordel for dig, hvis du også er udadvendt og netværksskabende.

Du er god til at se muligheder, tage initiativ og være nyskabende, og du er frisk på at lære en del it-systemer at kende, da vi har mange. Da hverdagen i vores organisation ofte ændrer sig, er det vigtigt, at du også er fleksibel.

Du har eller forventer at gennemføre enten: EUX, HHX eller STX, HTX, HF med 5 ugers EUS, inden du starter din uddannelse hos os. Er du over 25 år, skal du også have en realkompetencevurdering (RKV) fra handelsskolen.

Sidst men ikke mindst er du ansvarsbevidst og ambitiøs både i relation til dig selv og din uddannelse men også i forhold til det at møde ind og være på en arbejdsplads, det at være en god kollega og gøre en god indsats for HK’s og HKA’s medlemmer.


Uddannelsen og fremtiden

Uddannelsen varer 2 år og er delt op i en praktisk del og en teoretisk dek.

Den praktiske del foregår i vores forbundshus på Islands Brygge. Den teoretiske del består af undervisning på en handelsskole. Derudover kommer du til at deltage i HK’s interne medarbejderuddannelse. Da HK har særlig fokus på medarbejdernes kompetenceudvikling, er der også mulighed for eleverne for at dygtiggøre sig ud over uddannelsens faste indhold, fx ved kursus i kunstig intelligens (AI).

Uddannelsesstart er 1. september 2026


En inspirerende og engageret arbejdsplads

Hos os får du gode løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst, som bl.a. indeholder 5 ekstra feriefridage ud over ferielovens 5 ferieuger, pensionsordning og en gruppelivs- og heltidsulykkesforsikring. Arbejdstiden er på 37 timer ugentligt inkl. frokost. Du har flekstid, hvilket betyder, at du efter aftale med din elevansvarlig selv kan vælge din mødetid, inden for de rammer overenskomsten har.

HK er en attraktiv arbejdsplads med et helt særligt kollegafællesskab, hvor vi rækker ud og hjælper hinanden og har fokus på det sociale samvær. Du kan fx være med i én eller flere af vores sociale klubber: Sports- og eventklub, ølklub, kunstforening, vinklub, strikkeklub eller deltage i vores brætspilseftermiddage, DHL-stafetten eller det årlige banko.

Vi har også massageordning, fitnessrum og aktivitetshal, hvor der både kan løftes vægte og trænes på maskiner, spilles badminton og hockey mv., og vores kantine serverer lækker sund og økologisk mad hver dag.

Vores adresse er Weidekampsgade 8, 2300 København S.


Er du klar til at gribe chancen?

Hvis du vil vide mere, inden du søger, så ring til administrationselev Cirkeline Andersen, på tlf. 3330 4105 eller til HR-konsulent Hanne Anthony på tlf. 3330 4143.

På vores hjemmeside kan du ’møde’ nogle af vores tidligere elever og læse om at være elev i HK.

Så drømmer du om at blive administrationselev og kan se, at HK og HKA kan opfylde din drøm, skal du endelig trykke "ANSØG" nedenfor.

Upload din motiverede ansøgning, CV og eksamensbeviser. Er du over 25 år, skal du også vedlægge din realkompetencevurdering.

Vi glæder os til at høre fra dig rigtig snart. Du skal søge senest den 14. december 2025. Vi forventer at afholde 1.-samtaler den 7. og 9. januar 2026.

Alle kvalificerede og interesserede uanset alder, religion, etnisk tilhørsforhold, kønsidentitet eller seksuel orientering opfordres til at søge vores elevstillinger.


HK Forbundet
Med 209.000 medlemmer er HK landets næststørste fagforbund. Vi arbejder blandt andet for gode overenskomster og sunde, sikre arbejdsforhold og hjælper vores medlemmer med job og karriere. Alt sammen for at give vores medlemmer et godt fodfæste på arbejdsmarkedet både i dag og i fremtiden.

Vi arbejder hver dag for at indfri medlemmernes forventninger om god og nærværende service. Det sætter skub i en lang række initiativer og projekter, der er med til at skabe muligheder for, at du som medarbejder kan udvikle dig såvel fagligt som personligt.

Målet er, HK skal levere services af en sådan kvalitet, at HK fortsat er det oplagte valg for nuværende og nye medlemmer.

Læs mere om HK: www.hk.dk/omhk


HK’s A-kasse

Missionen i HKA er, at ”HKA er din faglige forsikring, der hjælper dig med at opnå relevant beskæftigelse gennem hele dit arbejdsliv”.

De strategiske sigtelinjer er:

1. Vi skal hjælpe vores medlemmer med at flytte sig på arbejdsmarkedet, før de bliver ledige

2. Vi skal udvikle tilbud, der kan hjælpe vores ledige medlemmer til at opnå og fastholde beskæftigelse

3. Vi skal levere en værdifuld og sammenhængende service til alle vores medlemmer med fokus på ”hjælp til selvhjælp”

4. Vi skal frigøre ressourcer fra godkendelses- og udbetalingsopgaven med henblik på at styrke den direkte medlemsvendte service.

Læs mere om HK’s A-kasse på www.hk.dk/akasse


Tailor Your Resume for this Job


Share with Friends!