Find Your Next Job
Bliv En Del Af Trafikstyrelsens It-Kontor Og Arbejd Med Drift, Support Og Teknisk Understøttelse
Posted on March 27, 2026
- København, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time
Tailor Your Resume for this Job
Kan du se dig selv blive en del af et engageret IT-team, hvor du er med til at sikre stabil drift og hjælpe kollegaer videre i hverdagen? Og vil du bidrage til gode arbejdsgange i samarbejdet med vores driftsleverandør? Så er du måske den nye kollega, vi står og mangler? Hos os får du nemlig en vigtig rolle i den daglige IT-understøttelse af organisationen, hvor der er fokus på drift, support og videreudvikling af processer og IT-understøttelse.
Velkommen til vores IT-afdeling
IT-drift er en del af kontoret IT og Digitalisering som består af i alt 32 medarbejdere og to teamledere. I IT-drift har vi været igennem en længere transition og står nu i en fase, hvor vi har fokus på at skabe mere struktur, styrke videndelingen og udvikle mere strømlinede processer for drift og support. Til det mangler vi en ny kollega, som vil få en vigtig rolle i samarbejdet med vores driftsleverandør, og som skal være med til at sikre gode arbejdsgange og en velfungerende opgaveløsning på tværs.
Din rolle hos os bliver alsidig
Du kommer til at arbejde bredt med både support, teknisk understøttelse, koordinering og dokumentation. Nogle dage hjælper du kollegaer videre i deres arbejde, andre dage følger du op på tekniske bestillinger, leverancer eller dokumentation. Fælles for opgaverne er, at du bidrager til stabil drift og en smidig IT-hverdag i organisationen.
Dine vigtigste opgaver bliver blandt andet at:
- Være teknisk sparringspartner for dine kollegaer i spørgsmål om IT-infrastruktur, serverbestillinger og firewallændringer
- Yde brugerorienteret support og vejlede kollegaer i brugen af vores IT-systemer
- Bidrage til at forbedre arbejdsprocesser, dokumentation og IT-understøttelse
- Indgå i dialog med eksterne teknikere og driftsleverandører og sikre, at løsninger matcher organisationens behov, og at bestillinger leveres korrekt
- Stå for opsætning og klargøring af computere og arbejdspladser til nye medarbejdere samt vedligeholde inventarlister over pc’er, telefoner og andet IT-udstyr
- Bidrage til dokumentation af IT-procedurer, processer og kontroller i forbindelse med IT-revision
Hvem er du?
Du er uddannet IT-supporter eller datatekniker med speciale i infrastruktur. Du kan være nyuddannet eller have nogle års erfaring, men det er vigtigt, at du har lyst til at arbejde bredt med IT-support, drift og teknisk understøttelse i en organisation med mange forskellige brugere og samarbejdsflader.
Vi forestiller os, at du:
- Har en grundlæggende forståelse for IT-infrastruktur
- Har erfaring med Active Directory, GPO’er samt viden om Azure og cloudcomputing, herunder implementering og administration af Azure-tjenester som Entra ID
- Har erfaring med ITSM-systemer
- Arbejder struktureret og tager ansvar for dine opgaver
- Er serviceminded og løsningsorienteret og kan omsætte brugernes behov til konkrete løsninger
Vi tilbyder
- En hverdag, hvor din indsats gør en konkret forskel for dine kollegaer
- Et arbejdsmiljø med gode kollegaer, hvor samarbejde og humor er i højsædet
- Mulighed for at bidrage til udviklingen af IT-support, arbejdsgange og teknisk understøttelse i Trafikstyrelsen
- Løbende kompetenceudvikling og mulighed for videreuddannelse
Det får du hos os
Når vi siger, at vi er en fleksibel arbejdsplads, hvor det er vigtigt, at vores medarbejdere oplever balance mellem arbejdstid og fritid – så mener vi det altså.
Vores fikstid er kl. 9-14 (kl. 10-14 om mandagen). Det er her, vi forventer, at du er tilgængelig og arbejder.
Hvis du arbejder mere end dine 37 timer, så opsparer du fleks. Den kan du afvikle enten ved hele eller halve fleksdage eller for eksempel ved kortere arbejdsdage i en periode.
Generelt har du god mulighed for selv at planlægge og administrere din arbejdsdag – både hvis du skal være på kontoret, eller hvis du skal på tilsyn. Du kan også arbejde hjemme i op til 2 dage om ugen, hvis dine opgaver tillader det.
Vi er en arbejdsplads, der rummer alt fra småbørnsforældre til medarbejdere, der er i karrierens efterår. Derfor giver vi dig mulighed for tilpassede arbejdstider, orlov, fleksjob, plustid og nedsat tid, hvis det er det, du har brug for.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en midlertidig ansættelse på 2 år. Ansættelsen sker efter gældende overenskomst mellem den relevante faglig organisation og Finansministeriet. Lønmæssig indplacering sker på baggrund af erfaring og kompetencer.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer, og ønskes besat pr. 1. juni 2026.
Vil du være en del af Trafikstyrelsen?
Så søg stillingen nu og senest søndag d. 12. april 2026 ved at trykke på ”Ansøg nu”. Der kan forekomme test og case i rekrutteringsforløbet. Samtaler forventes afholdt i uge 16 og 17.
Har du lyst til at vide mere?
Du kan få mere at vide om jobbet hos teamleder Jonas Richardt Hansen på mail: Jorha@trafikstyrelsen.dk. For spørgsmål om ansættelsesvilkår eller generelt om Trafikstyrelsen som arbejdsplads, kontakt venligst HR-partner Katrine Amalie Andersen på mail: kaand@trafikstyrelsen.dk
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!