Find Your Next Job
C++ Udviklere Til Afdelingen For Elektronisk Indhentning
Posted on May 13, 2026
- København, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time
Tailor Your Resume for this Job
Brænder du for at skabe softwareprodukter af høj kvalitet? Er du god til at forstå komplekse systemer? Så er du måske vores nye softwareudvikler, som skal være med til at udvikle og forbedre de indhentningssystemer, Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) bruger til at passe på Danmark.
Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Du vil blive en del af afdelingen for elektronisk indhentning og vil arbejde tæt sammen med et team af dygtige udviklere og netværksspecialister samt med øvrige kolleger i afdelingen, der består af folk med mange forskellige kompetencer.
Dit primære fokusområde vil være udvikling og tilpasning af C++ applikationer til pakkeprocessering, hvor parallelisering og performance har høj prioritet. Hertil kommer implementering af unit tests, automatiske systemtests i Python og deployering i Docker containere. FE’s SIGINT-systemer er under løbende udvikling, og du får derfor også en rolle i at undersøge og vælge ny teknologi til fremtidens løsninger.
SIGINT (Signals Intelligence) er en af de helt centrale kilder til de informationer, FE indsamler, analyserer og videreformidler for at passe på Danmark og Danmarks interesser. SIGINT er elektronisk indhentning af forskellige typer af signaler, som dataoverførsler mellem computernetværk, telekommunikation osv.
SIGINT kræver store IT-systmer til at behandle det indhentede materiale og er teknisk komplekst. Det skyldes, at mængden af kommunikation stiger med voldsom hast, samtidig med at der hele tiden udvikles nye teknologier. Vi søger derfor dygtige softwareudviklere til et team af dedikerede medarbejdere, som udvikler nye systemer på området.
Du vil have en høj grad af indflydelse på arbejdsopgaverne, og du kommer til at deltage i tværgående projekter med dygtige kollegaer fra tjenesten og i samarbejde med internationale partnere.
Vi tilbyder et motiverende arbejdsmiljø, hvor gode relationer og en uformel stemning vægtes højt, ligesom vi vægter at skabe gode betingelser for din faglige og personlige udvikling.
Du og din baggrund er vigtig
Du har en baggrund som softwareingeniør eller lignende, gerne med erfaring inden for udvikling af C++ applikationer, men er du nyuddannet er du også interessant.
Du har gerne kendskab til anvendte protokoller til internet- og netværksbaseret kommunikation, samt telekommunikation generelt. Du er fortrolig med administration af LINUX-systemer og har en naturlig tilgang til kompleks software. Du har interesse for netværk og IT-arkitektur. Du arbejder selvstændigt, har lyst og evne til at sætte dig ind i komplicerede tekniske løsninger og formår at skabe overblik.
Du er energisk og ambitiøs med en evne til at stille skarpt på og prioritere udfordringerne i opgaveløsningen. Du er samtidig en holdspiller, som gerne tager initiativ til at udveksle idéer og sparre med dine kolleger, ligesom du forstår målrettet at formidle din tekniske viden til kolleger med vidt forskellige faglige baggrunde.
Vi ser gerne at du har disse faglige kompetencer:
- C/C++
- Python
Samt har kendskab til flere af følgende:
- DPDK
- Docker
- Linux shell scripts
- Grafana og Prometheus
- P4 (Programming Protocol-independent Packet Processors)
- Kubernetes
- Telekommunikation (Internet og netværksbaseret kommunikation)
- Kendskab til netværk og IT-arkitektur
- Databasekendskab
Du er endvidere god til at formulere dig på dansk og engelsk, mundtligt såvel som skriftligt.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Arbejdssted vil være i Dragør.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning, CV og gerne uddannelsesbeviser via stillingsopslaget, senest den 7. juni 2026.
Vi stiler mod en ansættelse fra 1. september 2026. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 23269@ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!