Find Your Next Job
Cyberdivisionen Søger Sin Næste Specialist I Exchange, Mailflow Og Brugersupport
Posted on May 27, 2026
- København, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time
Tailor Your Resume for this Job
Har du styr på Microsoft Exchange, brænder du for stabil drift og motiveres du af at levere professionel support til brugerne? Så er du måske den nye kollega, vi søger.
Hos os bliver du en vigtig del af driften og overvågningen af vores mailmiljø, hvor høj oppetid, sikkerhed og god service er i fokus. Du får mulighed for at arbejde med fejlsøgning, optimering og support i et miljø, hvor samarbejde, ansvar og faglig udvikling vægtes højt.
Om os
Forsvaret både ligner og adskiller sig fra andre offentlige og private arbejdspladser. Vores mission er at arbejde for fred og sikkerhed i både Danmark og verden. Det stiller høje krav til en sikker, effektiv og moderne IT-infrastruktur baseret på teknologier fra blandt andet Hitachi, HP, Cisco, VMware og Microsoft.
Forsvaret rummer en af landets største IT-virksomheder og løser en række spændende drifts- og udviklingsopgaver, som skaber fundamentet for kommunikation og IT for Forsvarets ansatte ombord på skibe i Nordatlanten eller på mission i ørkenen - men også i Oksbøl og Hjørring.
Cyberdivisionen er en af landets største it-organisationer, og leverer it-services til mere end 20.000 brugere nationalt og internationalt. Vi skal både være effektive og samtidig levere gode brugervenlige IT-tjenester til alle Forsvarets ansatte. Åbenhed, ærlighed og loyalitet er kodeordene for et godt samarbejde hos os.
Sektionen Applikationsdata, System- og Infrastrukturdrift hører under IT-Operationsafdelingen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Vi er en sektion med engagerede militære og civile kollegaer, som alle er dygtige specialister, sagsbehandlere og teknikere. Vi arbejder tæt sammen for at sikre en stabil drift. Vores team består af to erfarne kollegaer, som løser et spændende og udfordrende job inden for overvågning og drift af Forsvarets MS Exchange løsninger, hvor vi blandt andet sikrer Forsvarets kritiske data på betryggende vis.
Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø i moderne rammer med en arbejdsuge på gennemsnitligt 37 timer, fleksibel arbejdstid og betalt frokostpause. På vores unikke arbejdsplads har du med andre ord tid til et liv ved siden af, uden du skal give afkald på kompetenceudvikling og relevante udfordringer.
Vi tilbyder fleksibilitet i hverdagen, men da dele af arbejdet er af sensitiv og driftskritisk karakter, vil mulighederne for hjemmearbejde være begrænsede.
Om stillingen
Du bliver en del af et specialiseret team med ansvar for drift, overvågning, udvikling og design af vores Exchange-servermiljøer og den bagvedliggende infrastruktur – både i eksisterende løsninger og i forbindelse med nye implementeringer og projekter.
I rollen får du en central position i den daglige drift, hvor du blandt andet arbejder med overvågning, fejlsøgning, optimering og support af kritiske IT-systemer. Du bliver involveret i både driftsopgaver og udviklingsprojekter, hvor du bidrager til stabile, sikre og fremtidssikrede løsninger.
Du bliver en del af en travl, dynamisk og uformel hverdag, hvor samarbejde og vidensdeling er en naturlig del af kulturen. Vi løfter i flok og arbejder tæt sammen for at sikre, at IT-hjulene kører problemfrit på tværs af landet og organisationens afdelinger. Hverdagen byder på stor variation og spændende tekniske udfordringer inden for drift, teknisk vedligeholdelse, overvågning, udvikling og service.
Hos os får du mulighed for både faglig og personlig udvikling i et miljø, hvor der er plads til initiativ, sparring og nye idéer.
Dine primære arbejdsopgaver er:
- Drift, installation, vedligeholdelse og udvikling af Exchange området.
- Opdateringer af Exchange 2016/2019 servere.
- Overvågning af Exchange servere infrastruktur og reaktion på alarmer og fejlsøgning.
- Administration (oprettelse, nedlæggelse og omdøbning) og adgangsstyring af fælles postkasser via egenudviklet scripts bl.a. i PowerShell.
- Fejlfinding i forbindelse med brugerhenvendelser, f.eks. ved manglende adgang til postkasser eller mails.
- Restore af maildata og søgningsopgaver.
- Assistance til intern support vedrørende Outlook/Exchange relaterede henvendelser.
Om dig
Du er uddannet IT-supporter eller har en tilsvarende IT-teknisk uddannelse og motiveres af at arbejde i et miljø, hvor drift, stabilitet og samarbejde er i fokus.
Du har flair for IT, arbejder struktureret og trives i en hverdag med mange forskellige opgaver og tekniske udfordringer.
Som person er du samarbejdsorienteret, nysgerrig og løsningsfokuseret. Du forstår værdien af teamwork og bidrager aktivt til fælles løsninger og en god stemning i hverdagen. Samtidig tager du ansvar for dine opgaver og motiveres af at skabe løsninger, der gør en reel forskel for både brugere og organisation.
Du behøver ikke kende alle vores systemer på forhånd. I den første periode vil du blive støttet og introduceret af erfarne kollegaer, som hjælper dig godt ind i vores miljøer, arbejdsgange og de mange systemer, vi arbejder med. Du får samtidig indsigt i vigtigheden af sikker drift samt beskyttelse af systemer og data.
Det er en fordel, hvis du:
- Har erfaring med Microsoft Exchange – gerne fra større organisationer eller komplekse miljøer.
- Har kendskab til ITIL og WAN.
- Har forståelse for drift, overvågning og fejlfinding i Windows-baserede miljøer.
- Behersker dansk og engelsk i både skrift og tale.
Vi lægger vægt på engagement, lysten til at lære og evnen til at samarbejde – og vi forventer ikke, at du kan det hele fra dag ét.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Hvidovre.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte elementleder Henrik Baun Grubak på telefon 72 81 44 06 eller telefon 51 62 81 22.
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Mathilde Schmidt-Lange på telefon 32 66 58 18.
Ansøgningsfristen er den 22. juni 2026, og vi forventer at holde samtaler efter ansøgningsfristens udløb. Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2026 eller efter aftale. Samtalerne vil blive afholdt ved Cyberdivisionen Helseholmen 1, DK-2650 Hvidovre.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, it og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores it-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!