Find Your Next Job
Datamanager Til Afdeling For Klinisk Farmakologi, Farmaci Og Miljømedicin, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Posted on Oct. 6, 2025
- Odense, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time

Tailor Your Resume for this Job
Vi søger en engageret og analytisk stærk datamanager på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet til ansættelse i perioden 1. januar 2026 til 31. december 2028.
Har du solid erfaring med registerforskning og data management – og ønsker du at bringe din faglighed i spil i en afdeling, hvor data, forskning og samarbejde er i fokus? Så er du måske den kollega, vi leder efter.
Ansvarsområder
Vores nye datamanager skal understøtte forskningsprojekter med ekspertise i datahåndtering og analyse, med særligt fokus på anvendelse af danske sundhedsregistre.
Som datamanager er du ansvarlig for:
- Tilrettelæggelse, koordinering og kvalitetssikring af dataudtræk og – bearbejdning fra nationale registre
- Rådgivning og tæt samarbejde med forskere om datastrukturer, variabeldefinitioner og datakvalitet
- Udvikling og dokumentation af dataprocesser og scripts (i R og Stata)
- Understøttelse af ansøgninger til registre og datatilgængelighed (f.eks. via Forskerservice eller Sundhedsdatastyrelsen)
- Overholdelse af GDPR og datasikkerhed i alle faser af forskningsprocessen
Kvalifikationer
Vi søger en kollega der:
- Har en relevant videregående uddannelse fx inden for Folkesundhedsvidenskab
- Med fordel har en Ph.d.
- Har solid erfaring med registerforskning og kendskab til danske sundhedsregistre
- Har stærke kompetencer i datamanagement, programmering og dataanalyse
- Har gode samarbejdsevner og trives i tværfaglige miljøer
- Arbejder struktureret, ansvarligt og med stor datadisciplin
Arbejdssproget er både dansk og engelsk, du skal kunne begå dig på begge sprog i skrift og tale.
Om Klinisk Farmakologi, Farmaci og Miljømedicin og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Du vil blive en del af den farmakoepidemiologiske forskningsgruppe under afdelingen for Klinisk Farmakologi, Farmaci og Miljømedicin (KFFM). Den farmakoepidemiologiske gruppe ledes af professorerne Jesper Hallas og Anton Pottegård. Gruppen består af cirka 45 personer og har fokus på registerbaseret forskning, der dækker alle aspekter af lægemiddelbrug, -effekter og -sikkerhed.
Gruppen er internationalt anerkendt inden for farmakoepidemiologi og har et stort netværk. Derudover samarbejder vi bredt med andre grupper, herunder både kliniske og basale farmakologiske forskere samt eksperter i miljømedicin.
KFFMs forskningsinteresser spænder fra farmakoepidemiologi til kliniske studier, cellebaseret basal farmakologi og miljømedicin. KFFM har styrker inden for farmakoepidemiologi, farmakogenetik, farmakokinetik, lægemiddelinteraktioner, terapeutisk lægemiddelmonitorering og eksponering for miljøkemikalier. Den farmakoepidemiologiske forskningsgruppe benytter de danske sundhedsregistre i verdensklasse samt internationale datakilder til at undersøge farmakologiske problemstillinger i store populationer. Den translationelle farmakologigruppe har til formål at forstå variationer i lægemiddelvirkninger, -metabolisme og -transport. Eksempler på dette inkluderer cellebaserede modeller såsom inducerede pluripotente stamceller, humane hepatocytter samt kliniske studier. Miljømedicingruppen undersøger effekten af eksponeringer i den tidlige livsfase for miljøkemikalier. Især per- og polyfluorerede stoffer (PFAS) udgør et centralt forskningsområde med studier af skadelige helbredseffekter og rådgivning af nationale og internationale myndigheder. Det analytiske kemilaboratorium måler koncentrationer af lægemidler eller miljøkemikalier i forskellige prøvetyper.
Vi tilbyder et attraktivt og inspirerende arbejdsmiljø med engagerede og højt kvalificerede medarbejdere. Der findes et formaliseret undervisningsprogram med fokus på metodologiske aspekter af farmakoepidemiologisk forskning.
I KFFM lægger vi vægt på et rart og uformelt arbejdsmiljø på tværs af alle jobfunktioner. Derudover prioriterer vi rekruttering og uddannelse af talentfulde unge forskere, herunder intern uddannelse i både metodologi og ’soft skills’ såsom formidling, planlægning, samarbejde og balance mellem arbejde og privatliv.
KFFM er en del af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND), som består af i alt otte institutter, som forsker i folkesundhed og udvalgte sygdomme, der belaster befolkningen, den enkelte borger og samfundet. Fakultetet udbyder desuden en bred vifte af sundhedsvidenskabelige uddannelser og formidler forskningsresultater til befolkningen, sundhedsprofessionelle og beslutningstagere.
I 2023 flyttede størstedelen af SUND ind i en moderne fakultetsbygning på 50.000 m² i Odense, hvor forskning, undervisning og administration er samlet under ét tag. Bygningen er direkte forbundet med det kommende Odense Universitetshospital, hvilket skaber unikke muligheder for samarbejde på tværs af fagligheder og funktioner.
Fakultetet har også aktiviteter på campus i Esbjerg og Statens Institut for Folkesundhed på campus i København.
Læs mere om Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet her .
Kontakt
Ønsker du yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte Professor Anton Pottegård, apottegaard@health.sdu.dk
Ansøgningsproces
Ansøgningsfristen er 29. oktober kl. 23.59.
Ansættelse pr. 1. januar 2026 eller snarest muligt derefter.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse med en ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Dit tjenestested er Syddansk Universitet i Odense, Campusvej 55, 5230 Odense M.
Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC.
Er du interesseret i stillingen, skal du sende en ansøgning, som skal indeholde følgebrev, CV med angivelse af måneder og år (uden billede) og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde billede og CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.
Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF-format. Følgebrev og CV må max. fylde 5 Mb.
Vejledning i forbindelse med ansøgning findes her .
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Om SDU
Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!