Find Your Next Job

Exchange Driftskonsulenter Til Flyvestation Karup

Posted on Nov. 24, 2025

  • Full Time

Exchange Driftskonsulenter Til Flyvestation Karup

Tailor Your Resume for this Job


Er du IT-supporter eller systemadministrator med passion for overvågning og drift af MS Exchange installationer? Så er stillingen som Exchange driftskonsulent i Cyberdivisionen Teknisk Drift måske noget for dig.

Vi søger to nye kolleger til vores Teknisk drift i Karup, hvor vi tilbyder et spændende og udfordrende job inden for overvågning og drift af Forsvarets MS Exchange løsninger.

Om os

Forsvaret både ligner og adskiller sig fra andre offentlige og private arbejdspladser. Vores mission er at arbejde for fred og sikkerhed i både Danmark og verden. Til støtte for dette, stiller Forsvaret krav om en IT-infrastruktur af meget høj kvalitet, der både er sikker, effektiv og som tilbyder moderne tjenester baseret på efterprøvede teknologier fra bl.a. Hitachi, HP, Cisco, VMware og Microsoft.

Forsvaret indeholder en af landets største IT-virksomheder og løser en række spændende drifts- og udviklingsopgaver, som skaber fundamentet for kommunikation og IT for Forsvarets ansatte ombord på skibe i Nordatlanten eller på mission i ørkenen – men også i Oksbøl og Hjørring.

Vi skal både være effektive og samtidig levere gode, brugervenlige IT-tjenester til Forsvarets ansatte. Åbenhed, ærlighed og loyalitet er kodeordene for et godt samarbejde hos os.

Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø i moderne rammer med en arbejdsuge på gennemsnitligt 37 timer, fleksibel arbejdstid og betalt frokostpause. På vores unikke arbejdsplads har du med andre ord tid til et liv ved siden af, uden du skal give afkald på kompetenceudvikling og relevante udfordringer.

Din daglige arbejdsplads vil være i Teknisk Drift, som er placeret på Flyvestation Karup.

Om stillingen

Brænder du for at få en varieret hverdag hvor opgaverne vil bestå af bl.a. driftsopgaver, projekter, fejlfinding og rådgivning, at sikre drift af netværk og virtuelle Windows miljøer, og ønsker du muligheden for at udvikle dig inden for moderne komplekse løsninger, så har vi jobbet.

Du kommer til at være en del af teamet som står for drift/overvågning/udvikling/design af MS Exchange servermiljøer og infrastruktur i eksisterende og nye miljøer samt implementering i disse.

Som vores nye kollega kommer du med ombord i en travl, til tider hektisk og sjov hverdag, hvor vi løfter i flok og får IT hjulene til at køre rundt på tværs af land og afdelinger. Vi arbejder med alt inden for drift, teknisk vedligehold, udvikling, overvågning og service.

Du vil komme til at beskæftige dig med en lang række opgaver, herunder:

  • Drift, installation, vedligeholdelse og udvikling af Exchange området.
  • Opdatering af Exchange 2016/2019 servere.
  • Overvågning af Exchange server infrastruktur og reaktion på alarmer og fejlsøgning.
  • Administration (oprettelse, nedlæggelse og omdøbning) og adgangsstyring af fælles postkasser via egenudviklet scripts bl.a. i PowerShell.
  • Fejlfinding i forbindelse med brugerhenvendelser, f.eks. ved manglende adgang til postkasser eller mails.
  • Restore af maildata og søgningsopgaver.
  • Assistance til intern support vedrørende Outlook/Exchange relaterede henvendelser.

Vi anvender blandt andet følgende værktøjer i forbindelse med driften af Exchange:

  • System Centre Operations Manager
  • PowerShell
  • Hyper-V
  • VMware
  • ITIL

Dine arbejdsområder vil være placeret inden for:

  • Administration af Cisco udstyr, datacenter, MS netværk og servere
  • Administration af virtuelle Windows servere i datacentre, SAN, VMware og scripting m.m.
  • Proaktiv overvågning og fejlretning via overvågningsværktøjerne Zabbix, SCOM og PRTG
  • Implementeringsopgaver og dokumentation af nye systemer

Hos os og ikke mindst Forsvaret er det dine evner, dit engagement og dine ambitioner, der hjælper os med at forbedre hverdagen i Forsvaret af Danmark og for vores udsendte soldater i hele verden. Til gengæld tilbyder vi dig muligheden for at indgå i et team af usædvanligt dygtige og engagerede IT-specialister, og en lang række af muligheder for personlig og faglig udvikling.

Om dig

Vi søger lige netop DIG, som er en holdspiller med stort H og som ønsker at gøre en forskel i hverdagen. Du er nem at omgås og kan indgå i et hjælpsomt team, hvor man deler viden og spiller hinanden gode.

Det er vigtigt, at du trives med en bred kontaktflade af både eksterne og interne brugere og kan lide at yde god service. Vi ser gerne, at du har minimum 3-5 års erfaring efter endt uddannelse.

Det er ligeledes en fordel, hvis du kan sætte kryds i et eller flere af nedenstående punkter:

  • Jeg er selvstændig og med en målrettet tilgang, tager jeg ejerskab for mine opgaver.
  • Jeg formår at kommunikere effektivt på alle niveauer.
  • Jeg forholder mig oftest kritisk til tingene og tør udfordre hverdagens store og små opgaver.
  • Jeg er teknisk organiseret med faglig passion og indsigt.
  • Jeg taler og behersker dansk flydende i både skrift og tale.

Du er en teamplayer, og du brænder for at udvikle dit speciale og for at lære nye ting. Du har et godt humør og formår at kommunikere teknisk komplekse informationer til såvel tekniske som ikke-tekniske samarbejdspartnere og kolleger.

Du arbejder engageret, struktureret og er kvalitetsbevidst, og tager ansvar for både dine og sektionens opgaver. Du trives i et arbejdsmiljø, hvor der er fokus på stabil drift af systemer, men hvor ændringer også kan ske hurtigt.

Som person er du positiv af natur og ser løsninger frem for udfordringer. Du brænder for at dygtiggøre dig, og du deler aktivt din tekniske viden med dine kollegaer.

Du skal være indstillet på, at stillingen kan ændre sig til at skulle indgå i en 24/7-driftsorganisation.

Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejder (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Karup.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele dit ansættelsesforhold.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte seniorsergent John Sloth Rasmussen, Elementleder for Teknisk Drift i Cyberdivisionen, på telefon 5088 9325.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Nordbeck Carlsson på telefon 3266 5716.

Ansøgningsfristen er den 10. december 2025, og vi forventer at holde samtaler løbende. Stillingen ønskes besat pr. 1. februar 2026 eller snarest muligt derefter.

For at komme i betragtning til stillingen, skal vi bede dig fremsende din ansøgning med tilhørende bilag elektronisk via linket ”søg den ledige stilling”. Venligst vedhæft din ansøgning, CV, uddannelsesbeviser mv.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed optimerer opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, it og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores it-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.


Tailor Your Resume for this Job


Share with Friends!