Find Your Next Job

Forhistorisk Arkæolog Til Istandsættelse Af Fortidsminder (4-Årig Ansættelse)

Posted on Nov. 30, 2024

  • Full Time

Forhistorisk Arkæolog Til Istandsættelse Af Fortidsminder (4-Årig Ansættelse)

Er du vild med yngre stenalder, har du arkæologisk felterfaring og stor rejselyst? Er du samtidig en dygtig projektleder med interesse for istandsættelse af dysser og jættestuer?

Slots- og Kulturstyrelsens Fortidsmindeenhed søger en medarbejder til istandsættelse af dysser, jættestuer og andre fortidsminder fra oldtiden.

Om jobbet

Du skal i stillingen lede og varetage istandsættelse af storstensgrave og andre fortidsminder fra oldtiden i samarbejde med de arkæologiske museer. Stillingen forudsætter, at man er fagligt velfunderet inden for yngre stenalder og have lyst til at udvikle dine kompetencer inden for restaurering af dysser og jættestuer mv. Det er et specialiseret arkæologisk fagområde, som kræver en tredimensionel forståelse for fortidsmindernes konstruktion og opbygning.

Stillingen giver en bred kontaktflade til kommuner, arkæologiske museer, anlægsgartnere/entreprenører mfl. i forbindelse med ansøgning om myndighedstilladelser, indgåelse af kontrakter og indhentning af tilbud. Du skal derfor have gode samarbejdsevner og endvidere evne at formidle istandsættelsen af fortidsmindet på vegne af styrelsen, ikke mindst for nysgerrige borgere, der dukker op under arbejdet i felten.

I stillingen indgår:

  • Projektledelse og økonomistyring af istandsættelsesprojekter
  • Istandsættelse af dysser, jættestuer og andre fortidsminder fra oldtiden
  • Øvrige sagsbehandlingsopgaver knyttet til istandsættelse af fortidsminder

Blandt opgaverne indgår sagsbehandling, ministerbetjening, journalisering og andre administrative opgaver

Jobbet er forbundet med stor rejseaktivitet med ophold i alle afkroge af landet, og der bruges ofte 4-6 uger på feltarbejde ved istandsættelsen af hvert fortidsminde.

Vi tilbyder

En særlig mulighed for at dygtiggøre dig inden for restaurering af storstensgrave og få et landsdækkende overblik og kendskab til bondestenalderens kulturlandskab.

Du vil indgå i team på 7-8 kolleger, der arbejder med beskyttede fortidsminder. Vi samarbejder på tværs af teams, og der vil være mulighed for at indgå i andre opgaver inden for forvaltning af kulturarven. Dit kommende team er gode til faglig sparring, der er højt til loftet og har let til latter.

I Fortidsmindeenheden er vi 24 kolleger, og arbejder med marin- og landarkæologiske undersøgelser, med ansøgninger om ændringer af og tilsyn med de beskyttede fortidsminder fra stenalderens køkkenmøddinger til nyere tids afvandingskanaler samt administration af sten- og jorddiger efter museumslovens kapitel 8 og 8a.

Om dig

Vi har brug for en fagligt velfunderet kollega med et godt overblik over neolitikums monumentale byggerier og interesse for den faste kulturarv som myndighedsområde. Du skal kunne dit feltarkæologiske håndværk og have kendskab til digital opmåling og dokumentation.

Du har derfor en relevant videregående uddannelse inden for forhistorisk arkæologi. Vi forventer, at du har kendskab til museumsloven og har lyst til at være en god kulturarvsambassadør for Slots- og Kulturstyrelsen rundt i landet.

Vi forventer at du:

  • har kørekort og lyst til at blive fortrolig med manøvrering af en gravemaskine
  • har flair for IT og digital opmåling og GIS
  • har gode samarbejdsevner, sociale kompetencer og er god til at planlægge
  • har stærke formidlingsevner både mundtligt og skriftligt

Løn- og ansættelsesvilkår

Der er tale om en tidsbegrænset stilling på 4 år. Stillingen forventes besat som fuldmægtig eller specialkonsulent afhængig af kompetencer og erfaring. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Staten og Akademikerne.
Arbejdstid er 37 timer om ugen.

Arbejdsstedet er Fejøgade 1, Nykøbing Falster.

Information og ansøgning
Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på www.slks.dk/job senest den 8. december 2024. Du bliver guidet igennem rekrutteringsprocessen,

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til enhedschef Morten Stenak på tlf. 51 68 91 02, most@slks.dk eller konsulent Lars Bjarke Christensen på 33 74 51 25, lbc@slks.dk Du kan læse mere om Slots- og Kulturstyrelsen på www.slks.dk

Fortidsmindeenheden har til huse i Nykøbing Falster sammen med kollegerne fra Center for Kulturarv, hvor Fredede Bygninger hører til. Centret er samlet ca. 50 medarbejdere.


ANSØGNINGSFRIST
08-12-2024
HJEMMESIDE
http://www.slks.dk/


ARBEJDSSTED
Nykøbing Falster


Tailor Your Resume for this Job


Share with Friends!