Find Your Next Job
Forstander Til Plejehjemmet Kornumgaard
Posted on Sept. 26, 2025
- Brønderslev, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time

Tailor Your Resume for this Job
Vil du stå i spidsen for et plejehjem i Brønderslev, hvor nærvær, livsglæde og faglighed går hånd i hånd?
Danske Diakonhjem søger pr. 1. december 2025 en engageret og erfaren forstander til Kornumgaard - et værdibåret plejehjem med hjerterum og høj faglighed. Her får du muligheden for at lede et hus fyldt med liv, fællesskab og dedikerede medarbejdere, hvor beboernes trivsel og hverdag er i centrum. Trives du med at skabe retning, udvikle mennesker og sikre kvalitet i ældreplejen - og har du hjertet med i dit lederskab - så er det måske dig, vi leder efter.
Kornumgaard er et levende og hjemligt sted med 70 plejeboliger fordelt på tre afdelinger, hvor medarbejderne hver dag arbejder for at skabe en meningsfuld og tryg hverdag for beboerne. Hjemmet summer af aktiviteter: fællessang, koncerter, kreative værksteder, gudstjenester, gymnastik, ølsmagning, besøg af børnehavebørn og fester med pårørende. Frivillige og vennekredsen spiller også en aktiv rolle i hverdagen, og maden tilberedes i hjemmets eget produktionskøkken.
Dit ansvar og dine opgaver
Som forstander på Kornumgaard er du ansvarlig for hjemmet som helhed, og du skal drive, lede og udvikle hjemmet. Vi står midt i en forandringsproces, hvor du får mulighed for at præge og skabe struktur. Dit ansvar og dine opgaver vil blandt andet være:
- At lede hjemmets medarbejdere med fokus på faglig udvikling, høj kvalitet og god medarbejdertrivsel.
- At skabe rammerne for et godt samarbejde mellem ledelse, medarbejdere, beboere, pårørende og frivillige.
- At sikre, at kvalitet i ældreplejen og den sundhedsfaglige kvalitet lever op til gældende lovgivning.
- At sikre en økonomisk ansvarlig drift.
- At understøtte et lærende miljø med fokus på udvikling og implementering af både faglige kompetencer og arbejdsgange til gavn for hjemmets beboere
- At sikre et godt samarbejde med Brønderslev Kommune, plejehjemslægerne og udlejer.
- At sikre, at plejehjemmet drives i overensstemmelse med Danske Diakonhjems værdier og rammer
Hvad forventer vi af dig?
Som forstander på Kornumgaard skal du kunne sætte en tydelig retning - med beboernes trivsel, medarbejdernes arbejdsglæde og vores værdier som kompas. Du formår at navigere i spændingsfeltet mellem værdier, faglighed, lovgivning og økonomi, uden at miste blikket for det, der virkelig betyder noget: beboerne.
Du er en nærværende og lyttende leder, som skaber tillid og følgeskab. Du trives i dialogen med både beboere, pårørende, medarbejdere og frivillige - og du formår at kommunikere klart og respektfuldt, både i skrift og tale. Samtidig formår du at implementere og fastholde arbejdsgange på hjemmet, som gør, at arbejdet udføres effektivt og med høj kvalitet.
Du har blik for at skabe og fastholde en kultur, hvor værdierne lever i hverdagen - og du går forrest som kulturbærer og rollemodel. Du er optaget af at gøre en forskel for andre og har en naturlig evne til at samle mennesker om fælles mål.
For at lykkes som forstander på Kornumgaard skal du have en sundhedsfaglig baggrund, fx som sygeplejerske eller tilsvarende uddannelsesniveau. Du skal også have erfaring med ledelse i ældreplejen, herunder kendskab til lovgivningen og sygeplejefaglige metoder.
Hvad tilbyder vi dig?
Som forstander på Kornumgaard får du et stort ledelsesrum og frihed til at sætte dit præg på en arbejdsplads. Du kan blandt andet se frem til:
- En arbejdsplads med engagerede og fagligt dygtige medarbejdere, der sammen arbejder på at forankre en ny fælles retning for Kornumgaard.
- Et stærkt fællesskab, hvor beboere, pårørende, frivillige og medarbejdere samarbejder tæt og med gensidig respekt.
- En hverdag fyldt med liv, aktiviteter og oplevelser - skabt i fællesskab med og for beboerne.
- Kompetent støtte fra Danske Diakonhjems hovedkontor, der rådgiver om alt fra administration, økonomi og HR til teknik og drift.
- Et stærkt netværk med andre forstandere i Danske Diakonhjem, hvor du får sparring, inspiration og mulighed for faglig og personlig udvikling. Deltagelse i Danske Diakonhjems faglige lederuddannelse, årlige lederkonferencer, arbejdsmiljødage og andre relevante temadage.
Om Danske Diakonhjem
Danske Diakonhjem er landets største ikke-kommunale aktør inden for plejehjem, og i øjeblikket har vi ca. 45 hjem og godt 3.000 medarbejdere. Hertil kommer vores administrationsaftaler, hvor en række selvejende institutioner benytter sig af vores administrative ekspertise indenfor løn, regnskab, bolig og rådgivning. Dermed administrerer og driver Danske Diakonhjem cirka 80 plejehjem, hospices og bofællesskaber.
I Danske Diakonhjem er det kristne livs- og menneskesyn fundament og afsæt for vores arbejde. Vi forventer, at du kan se dig selv i en organisation, hvor nogle af de bærende værdier er, at vi betragter ethvert menneske som unikt og værdifuldt samt respekterer andres holdninger, meninger, værdier og levevis.
Praktisk information
Hvis du ønsker at søge stillingen, bedes du uploade din ansøgning senest den 12. oktober 2025. Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Diakonhjemchef, Anne Juul Sørensen på ajs@diakon.dk eller tlf.:23 21 55 40.
Vi ønsker, at stillingen bliver besat senest den 1. december 2025. Vi afholder to runder af samtaler: Første runde vil finde sted den 20. oktober, og anden runde vil finde sted den 29. oktober. Forud for en evt. anden samtale vil vi bede dig udfylde en færdighedstest samt en personprofiltest, og resultaterne herfra vil blive brugt som et dialogværktøj under den anden samtale.
Løn- og ansættelsesforhold følger gældende overenskomst.
Læs mere om Danske Diakonhjem: www.diakonhjem.dk
Læs mere om Kornumgaard på https://www.plejehjemmet-kornumgaard.dk/
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!