Find Your Next Job
Forsvarets Koordinerende Sikkerhedsrådgiver Indenfor Farligt Gods
Posted on April 29, 2026
- København, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time
Tailor Your Resume for this Job
Er du klar til at tage ansvar for, at Forsvarets soldater kan transportere farligt gods sikkert, korrekt og effektivt – både nationalt og internationalt? Vil du arbejde i krydsfeltet mellem sikkerhed, rådgivning og beslutningstagning? Så er det dig, vi leder efter.
Som Forsvarsministeriets Koordinerende Sikkerhedsrådgiver (FKS) får du en central rolle i at sikre, at Forsvaret altid lever op til sikkerhedsstandarderne inden for transport af farligt gods.
Om os
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) sørger blandt andet for, at soldaterne har det bedste og sikreste udstyr – lige fra kampvogne og fly til våbensystemer og uniformer.
I Myndighedssektionen i Ballerup er vi specialister i sikkerhed: våbensikkerhed, eksplosivstofsikkerhed, arbejdsmiljøsikkerhed, køretøjssikkerhed, skibssikkerhed og transport af farligt gods. Vi rådgiver, udarbejder retningslinjer og gennemfører inspektioner, så vi kan garantere, at Forsvaret lever op til alle krav og standarder og nu har du chancen for at blive en bærende rolle i dette arbejde.
Vi søger en kollega til at varetage funktionen som Forsvarets Koordinerende Sikkerhedsrådgiver, der bl.a. fører tilsyn med og bidrager til, at reglerne for transport af farligt gods overholdes.
Vi kan tilbyde et alsidigt, spændende og centralt job, hvor du gør en konkret forskel for Forsvarets sikkerhed. Der er gode muligheder fleksible rammer og et tæt samarbejde i et fagligt stærkt team.
Om stillingen
Som koordinerende sikkerhedsrådgiver bliver du en nøglespiller, der både rådgiver, kontrollerer og træffer beslutninger. Dine opgaver vil bl.a. være at rådgive projekter om transport af farligt gods – både nye og eksisterende. Udstede tilladelser, dispensationer og restriktioner, samt planlægge og gennemføre inspektioner i ind- og udland.
Opgaverne omfatter blandt andet at koordinere og lede ministerområdets samlede sikkerhedsrådgiverorganisation, samt at være repræsentant ved møder i Forsvarsministeriets Transportsikkerhedsnævn (TSN). Derudover også at:
- Yde rådgivning i forbindelse med farligt godstransporter, herunder eksempelvis at behandle sager om klassificering og emballering af farligt gods.
- Gennemføre tilsyn inden for hele Forsvarsministeriets Koncern.
- Bidrage til vedligeholdelse af direktiver og bestemmelser gældende for Forsvarsministeriets Koncern, i relation til transport af farligt gods.
- Være fagansvarlig for koncernens udbud af farligt gods kurser, herunder sikre kvalitet i uddannelserne.
- Sikre, at uheld, hændelser og konstaterede overtrædelser i relation til transport af farligt gods undersøges nærmere og følges op af forebyggende tiltag.
- Bidrage til planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af seminar for sikkerhedsrådgivere, minimum én gang årligt, samt efter behov.
Du vil indgå i et mindre team på to personer, hvor sparring og koordinering løbende, vil være en del af opgaveløsningen, desuden vil der være gode muligheder for faglig udvikling og at sætte dit personlige præg på opgaverne.
Stillingen indebærer rejseaktivitet i op til 25 dage i Danmark og 5 - 15 dage i udlandet.
Om dig
Vi leder efter dig der er handlekraftig, har faglig tyngde og høj integritet. Vi ser gerne at du allerede har erfaring som sikkerhedsrådgiver og ellers forventer vi, at du er motiveret for at tage uddannelsen når du starter.
Vi forestiller os at du:
- Trives med at arbejde med regler, kontrol og forebyggende tiltag.
- Kan træffe beslutninger og stå ved dem med respekt og professionalisme.
- Tager ejerskab for dine opgaver, arbejder selvstændigt og leverer resultater med høj kvalitet.
- Formidler tydeligt og professionelt på både dansk og engelsk.
- Trives i en hverdag med fordybelse, men også kan begå dig i større forsamlinger, hvor du sætter din specialiserede viden i spil.
Din baggrund er ikke det vigtigste, hvis du kan se dig selv i opgaverne og besidder gode kommunikationsevner, så sørger vi for at sætte dig grundigt ind dine arbejdsområder.
Vi lægger vægt på, at du forstår vigtigheden af, at arbejde som en del af et myndighedsteam og skabe resultater gennem samarbejde, både internt i organisationen og med eksterne samarbejdspartnere.
Ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat og lønnet efter relevant overenskomst alt afhængigt af din uddannelse.
Der mulighed for forhandling af tillæg alt afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Stillingen er på 37 timer ugentlig inkl. frokostpause.
Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Stillingen har udgangspunkt i Ballerup, men med den rette kandidat kan andet aftales.
Kontrakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Myndighedssektionen Orlogskaptajn Peter Drost på telefon 5197 4424.
Hvis du har spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Pia Knudsen på telefon 3266 5783.
Ansøgningsfristen er den 7. juni 2026, og ansættelsessamtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse 1 august 2026.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/ svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE (FMI)
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) fungerer som materielfagligt videnscenter og logistisk myndighed. I samarbejde med Forsvarskommandoen med underliggende værnsstabe sikrer FMI rettidig støtte og forsyninger til Forsvarets igangværende operationer i ind- og udland. Det er FMI´s opgave at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materielkapaciteter for alle Forsvarets myndigheder lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til støvler, feltrationer og lommeknive.
FMI er en styrelse under Forsvarsministeriet og administrerer ca. en tredjedel af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!