Find Your Next Job

Gør En Forskel For Danmarks Sikkerhed - Bliv Chef For Infirmeri Sydjylland Ved Forsvarets Sundhedskapacitet

Posted on Sept. 15, 2026

  • Full Time

Gør En Forskel For Danmarks Sikkerhed - Bliv Chef For Infirmeri Sydjylland Ved Forsvarets Sundhedskapacitet job opportunity

Tailor Your Resume for this Job


Vil du kombinere lægefaglighed med ledelse og være med til at udvikle Forsvarets sundhedstilbud i en tid, hvor Forsvaret vokser markant?

Vi søger en speciallæge til stillingen som chef for Infirmeri Syd. Du får fast tjenestested på Ryes Kaserne i Fredericia og det samlede ledelsesmæssige ansvar for infirmerierne i Sydjylland.

Du bliver en del af ledelsen af Forsvarets samlede infirmeriområde og får mulighed for at præge, hvordan vi fremover leverer sundhedsydelser til værnepligtige og fastansatte soldater.

Om os

Forsvarets Sundhedskapacitet (FSK) har etableret en samlet Infirmeriafdeling med ansvar for driften og udviklingen af Forsvarets infirmerier. Området er under udvikling i takt med Forsvarets vækst og det øgede antal værnepligtige.

Infirmeri Syd omfatter infirmerier og klinikker i Fredericia, Oksbøl, Haderslev, Skrydstrup og Varde. Dit faste tjenestested er Ryes Kaserne i Fredericia, men som chef har du ansvar for medarbejdere og opgaveløsning på tværs af området. En del af arbejdet vil derfor foregå ved de øvrige infirmerier.

Infirmerierne leverer læge-, tandlæge- og øvrige sundhedsydelser til værnepligtige og fastansat personel. For de værnepligtige varetager vi sundhedsydelser på et niveau, der på mange områder svarer til almen praksis. Herudover gennemfører vi blandt andet helbredsvurderinger og understøtter Forsvarets operative enheder med sundhedsfaglig rådgivning.

Du bliver chef for en tværfaglig organisation med blandt andre læger, sygeplejersker, tandlæger, tandplejere, klinikassistenter og militært sundhedsfagligt personel. Vi samarbejder desuden tæt med blandt andre fysioterapeuter og træningsvejledere.

Om stillingen

Stillingen er først og fremmest en lederstilling med et lægefagligt fundament.

Som chef for Infirmeri Syd refererer du til chefen for Infirmeriafdelingen. Sammen med de øvrige infirmerichefer indgår du i Infirmeriafdelingens ledelsesgruppe og får dermed ikke alene ansvar for dit eget område, men også mulighed for at præge udviklingen af den samlede infirmeridrift i Forsvaret.

Du får det samlede ansvar for drift, personale, faglig kvalitet og udvikling på tværs af områdets infirmerier. Du skal skabe retning og sammenhæng på flere geografiske tjenestesteder og sikre, at medarbejderne oplever sig som en del af én samlet organisation.

En væsentlig opgave bliver samtidig at udvikle området. Forsvarets vækst og den nye værnepligt stiller større krav til kapacitet, ensartede arbejdsgange og effektiv anvendelse af de sundhedsfaglige ressourcer. Du får derfor reel mulighed for at påvirke, hvordan infirmerierne skal arbejde fremover.

Du skal blandt andet:

  • lede og udvikle Infirmeri Syd på tværs af de geografiske tjenestesteder
  • sikre en stabil daglig drift og høj sundhedsfaglig kvalitet
  • udvikle medarbejdere og understøtte et stærkt tværfagligt samarbejde
  • bidrage til fælles standarder, arbejdsgange og udviklingsprojekter på tværs af Forsvarets infirmerier
  • rådgive militære chefer og enheder om sundhedsfaglige forhold
  • bidrage til undervisning, supervision og faglig sparring
  • deltage i relevante nationale og internationale arbejdsgrupper.

Du er fortsat læge og vil også have kliniske opgaver. Det kan blandt andet være helbredsvurderinger af militært og civilt personel, vurderinger med fokus på fysisk og psykisk egnethed samt almenmedicinsk behandling af værnepligtige.

Omfanget af de kliniske opgaver tilrettelægges under hensyntagen til dit samlede ledelsesansvar.

Du bliver samtidig en del af et tæt samarbejde med de øvrige infirmerichefer. Vi arbejder mod større ensartethed på tværs af landet, men med plads til lokale løsninger, når opgaven kræver det.

Stillingen giver således mulighed for at bevare kontakten til klinikken samtidig med, at hovedvægten ligger på ledelse, udvikling og sundhedsfagligt ansvar.

Som militær læge indgår du desuden i Forsvarets operative opgaveløsning. Tjeneste ved udsendte enheder planlægges som omgangstjeneste mellem Forsvarets læger. Planlægningsgrundlaget er deltagelse i relevante uddannelses- og øvelsesaktiviteter samt mulighed for udsendelse i op til tre måneder hvert andet år.

Der kan desuden være mulighed for deltagelse i Forsvarets SAR-beredskab. Beredskabet dækkes primært af læger fra FSK-reserven, og denne funktion forventes derfor kun at udgøre en mindre del af stillingen.

Forsvaret prioriterer kompetenceudvikling højt. Du får mulighed for både lægefaglig efteruddannelse og målrettet lederudvikling samt mulighed for videre karriere i Forsvaret.

Om dig

Du er speciallæge i et relevant speciale – meget gerne i almen medicin – og har lyst til at bruge din lægefaglige erfaring i en lederrolle.

Du behøver ikke allerede at have en militær baggrund. Tidligere tjeneste eller uddannelse i Forsvaret er en fordel, men ikke et krav. Den nødvendige militære uddannelse kan gennemføres efter ansættelsen.

Vi lægger vægt på, at du:

  • har interesse for ledelse og gerne erfaring med personaleledelse eller faglig ledelse
  • kan skabe retning og samtidig give plads til medarbejdernes faglighed
  • kan lede medarbejdere, som arbejder på forskellige geografiske lokaliteter
  • trives med tværfagligt samarbejde
  • kan prioritere og bevare overblikket, når opgaver og rammer ændrer sig
  • har lyst til både at drive en organisation og udvikle den
  • kan omsætte lægefaglig viden til rådgivning, som kan anvendes af militære chefer og andre faggrupper.

Du skal ikke kunne alt om Forsvaret på forhånd. Det vigtigste er, at du er en erfaren læge, som har lyst til ledelse, kan se mulighederne i en organisation under udvikling og ønsker at være med til at skabe rammerne for fremtidens militære sundhedstjeneste.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en militær overlægestilling i Forsvarets Sundhedskapacitet med et ansættelsesområde, der omfatter Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.

Ansættelsen sker på en individuel kontrakt. Lønnen forhandles efter kvalifikationer. Hertil kommer et arbejdsgiverfinansieret pensionsbidrag.

Det daglige arbejdssted er primært fra Infirmeriet i Fredericia (Ryes Kaserne).

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen.

I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – her B som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i hele rigsfællesskabet, alle NATO-lande samt sejlads i danske og europæiske farvande og Nordatlanten.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Infirmeri afdelingen Claus Neumann på telefon 2629 1100.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Julie Cramer-Palmquist på telefon 3266 5848 eller på mail PKOM-JUP@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 26. oktober 2026. Vi forventer, at holde samtaler umiddelbart efter ansøgningsfristen forventeligt i uge 44/45. Stillingen er til besættelse snarest muligt, eller efter aftale.

Hvis du går videre i processen, skal du være forberedt på at gennemføre Forsvarets fysiske basistest, helbreds- og tandvurdering og psykologtest-/og evt. interview. Du skal forvente at afsætte hele dagen til dette formål.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarets Sundhedskapacitet

Forsvarets Sundhedskapacitet (FSK) tidligere Forsvarets Sanitetskommando) er en del af Forsvaret, som udvikler og rådgiver Forsvaret om sundhedstjeneste, sanitetstjeneste og militær fysisk træning samt står for driften af infirmerierne. Derudover foretager vi sundheds- og sanitetsfaglige inspektioner, udfører sundhedsfaglige trusselsvurderinger og definerer de militære fysiske krav. Endvidere er FSK ansvarlig for rekruttering og uddannelse af Forsvarets sundhedsfaglige personel, som tager hånd om vores soldater i nationale og internationale operationer og på de danske infirmerier. Igennem løsningen af disse opgaver sikrer Forsvarets Sundhedskapacitet soldatens helbred. FSK er en niveau 3 myndighed under det nyoprettede Operativ Støttekommando.


Fakta


Application due
26-10-2026


Start date
Start hurtigst muligt


Work hours
37 timer


Position category



Position type
Læge, tandlæge og dyrlæge
Militære stillinger


Workplace
Sydjylland


Workplace



Contact
Julie Manthey Cramer-Palmquist
HR-konsulent
E-mail
Claus Neumann
E-mail
E-mail
E-mail

Tailor Your Resume for this Job


Share with Friends!