Find Your Next Job
Holdofficer Til Flyvevåbnets Officersskole I Karup
Posted on Sept. 8, 2026
- Vestjylland, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time
Tailor Your Resume for this Job
Er du en initiativrig og nærværende officer, der brænder for at udvikle og inspirere fremtidens ledere? Vil du være en central del af et team, der arbejder tæt sammen på tværs af Karup og København med masser af fagligt samspil, koordinering og fælles aktiviteter? Så er dette din mulighed for at blive en del af vores fælles enhed.
Om os
Vi er Uddannelsessektionen under Flyvevåbnets Officersskole – et samlet team, der arbejder på tværs af Karup og København. Vores fælles mål er at sikre, at officersuddannelsen gennemføres med høj kvalitet, sammenhæng og engagement.
I Karup består vores lokale team lige nu af 7 medarbejdere, herunder holdofficerer, studievejledere, administrative medarbejdere og en studiekoordinator - vi udvider nu teamet med en ekstra holdofficer. I København sidder resten af sektionen, herunder vores chef, en uddannelsesplanlægger, holdofficerer og en studiekoordinator. Sammen udgør vi en dynamisk og samarbejdende enhed, hvor koordinering, fagligt samspil og fælles aktiviteter er i højsædet.
Vi mødes regelmæssigt til seminarer, workshops og fælles drøftelser, hvor vi deler viden, udvikler uddannelser og sikrer, at vi arbejder mod de samme mål. Som holdofficer i Karup vil du være en vigtig brik i dette samarbejde, både lokalt og på tværs af lokationerne.
Vi søger ikke en, der sidder alene bag skærmen, men en engageret leder, der trives med nærvær, dialog og samarbejde – både med kadetterne og kollegerne i både Karup og København.
Om stillingen
Som holdofficer får du en alsidig og meningsfuld rolle, hvor du:
- Er en synlig og nærværende rollemodel for kadetterne: du inspirerer gennem dialog, feedback og personlig ledelse.
- Bidrager aktivt til vores fælles udvikling: du tager initiativ, deler viden og samarbejder tæt med kollegerne i både Karup og København.
- Sikrer kvalitet og sammenhæng i uddannelsen: du koordinerer, følger op og sikrer, at kadetterne får den bedst mulige uddannelse.
- Deltager i fælles aktiviteter: du indgår i seminarer, workshops og møder, hvor vi udvikler uddannelsen og styrker samarbejdet på tværs.
- Håndterer administrative opgaver: du udfærdiger bedømmelser, deltager i kommissionsforretninger og sikrer, at den daglige drift af uddannelsen kører gnidningsfrit.
Stillingen indebærer begrænset rejseaktivitet mellem Karup og København, så du kan deltage i fælles aktiviteter og sikre et tæt samarbejde med resten af sektionen.
Om dig
Vi søger en kaptajn eller kaptajnløjtnant. Hvis du er en erfaren premierløjtnant og ikke har gennemført Føringskursus/VUK eller anden relevant uddannelse på tilsvarende niveau, vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale og du vil i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.
Erfaring fra uddannelsesverdenen er ikke et krav, men evnen til at skabe resultater gennem samarbejde er afgørende. Du skal kunne planlægge dine opgaver selvstændigt og dele informationer proaktivt – både lokalt og på tværs af teamet.
For at få succes i stillingen er det vigtigt, at du:
- Er en initiativrig og engageret leder, der trives med at tage ansvar og bidrage til vores fælles udvikling.
- Går forrest som rollemodel og trives med tæt dialog og nærvær blandt kadetterne.
- Har stærke samarbejdsevner og kan navigere diplomatisk i et bredt netværk – uden at gå på kompromis med kvaliteten.
- Er struktureret og koordinerende, men samtidig fleksibel og parat til at tage fat, hvor det er nødvendigt.
- Ser værdien i fælles aktiviteter og bidrager aktivt til seminarer, workshops og drøftelser på tværs af lokationerne.
Hvis du kan se dig selv i ovenstående, så hører vi meget gerne fra dig.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen. I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – her A1 som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i Danmark og sejlads i danske farvande.
Fast tjenestested er i Karup.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte studiekoordinator Christoffer Hosbond på telefon 2966 0015.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Julie Kastoft-Christensen på telefon 3266 5722 eller mail PKOM-JUK@mil.dk.
Ansøgningsfristen er den 23. september 2026. Samtaler holdes løbende, så tøv ikke med at sende din ansøgning.
Stillingen tiltrædes: 1. november 2026 eller snarest derefter.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsakademiet
Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.
FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Slagelse, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.
FAK gennemfører forskning og udvikling indenfor de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed. Læs mere på fak.dk.
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!