Find Your Next Job

Kontaktpersoner Til Ungeindsatser 2 – Kriminalitetsforebyggende Indsats (15–22 År)

Posted on Feb. 3, 2026

  • Odense, Denmark
  • 0 - 0 USD (yearly)
  • Full Time

Kontaktpersoner Til Ungeindsatser 2 – Kriminalitetsforebyggende Indsats (15–22 År) job opportunity

Tailor Your Resume for this Job


Vil du være med til at skabe reel forandring for unge mellem 15 og 22 år? Motiveres du af relationsarbejde, kriminalitetsforebyggelse og af at bringe unge tættere på uddannelse og job? Så er du måske vores nye kollega i UngeIndsatser 2.


UngeIndsatser 2 er en afdeling under Uddannelse og Social i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, og det er her, du bliver ansat. Hos os bliver du en del af et stærkt fagligt miljø, der hver dag arbejder for at støtte unge i udsatte positioner mod en mere stabil, meningsfuld og kriminalitetsfri hverdag.

Hvem er vi?

UngeIndsatser 2 ligger under Uddannelse og Social, som samler kommunens ungeindsatser på tværs af myndighed, udførerområdet og beskæftigelsesområdet for unge i alderen 15-22 år. Vi arbejder sammen om én klar kerneopgave: At give unge de bedste muligheder for at komme i uddannelse og/eller job – og støtte dem i at leve et selvstændigt liv.

Vi møder de unge i deres hverdag – i hjemmet, på uddannelser, i fritidsmiljøer og i nærmiljøet. Du bliver en del af et team, hvor engagement, faglighed og nærvær går hånd i hånd. Vi prioriterer faglig kvalitet højt og har

fast ugentlig sagssparring, hvor vi deler viden, udfordringer og udviklingsmuligheder. Derudover arbejder vi tæt sammen med ungerådgivere i Ungerådgivningen, som har myndighedsansvaret for sagerne. Det giver retning, helhed og et stærkt fagligt fundament for dit arbejde.

Organisering i Uddannelse og Social

Selvom du bliver ansat i UngeIndsatser 2, bliver du en del af den større organisatoriske enhed Uddannelse og Social i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Her arbejder afdelingerne tæt sammen om at skabe en sammenhængende indsats for unge – uanset om deres udfordringer primært er social-, uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige.

UngeIndsatser 2 er en vigtig brik i denne helhed, og du bliver en central aktør i samarbejdet med Ungerådgivningen, beskæftigelsesindsatsen og UngeIndsatser 1 og 3. Sammen sikrer vi, at hvert ungt menneske har én plan, én retning og den bedst mulige støtte.

Samarbejdet med virksomheder og uddannelsessteder – vejen til meningsfuld progression

I UngeIndsatser 2 ved vi, at unge udvikler sig bedst, når de har noget meningsfuldt at stå op til. Derfor samarbejder vi tæt med både virksomheder og uddannelsesinstitutioner for at skabe adgang til job, fritidsjob, praktik, uddannelse og andre udviklingsforløb. Når en ung får en hverdag med struktur, ansvar og fællesskab, skaber det retning – og reducerer risikoen for, at tiden bruges på aktiviteter, der kan føre dem i en uheldig retning.

Som kontaktperson bliver du en vigtig brobygger mellem den unge og de muligheder, der findes i byens erhvervs- og uddannelsesmiljø. Og du står ikke alene i opgaven: Du understøttes af vores dedikerede job- og fritidsjobkonsulent, som hjælper med at finde det rette match og sikre, at både den unge og virksomheden eller uddannelsesstedet bliver godt klædt på til samarbejdet. Sammen skaber I rammer, der giver unge oplevelsen af retning, progression og nye muligheder.

Arbejdet efter Barnets Lov – formål, dokumentation og progression

Som kontaktperson arbejder du efter Barnets Lov (BL), hvilket betyder, at du altid tager udgangspunkt i det formål, som ungerådgiveren har udarbejdet for den enkelte unge.

På den baggrund er det dit ansvar at:
  • omsætte formålet til konkrete, realistiske mål og delmål
  • arbejde systematisk med løbende dokumentation
  • beskrive progression tydeligt i samarbejde med den unge
Dokumentationen foregår i vores fagsystem Nexus, hvor høj kvalitet i notaterne er afgørende for, at vi kan følge udviklingen tæt, sikre retning og afslutte indsatsen på rette tidspunkt. I både forvaltningen og i Uddannelse og Social er der et stort fokus på data, effekt og økonomi. Vi er et område, hvor udgifterne udfordrer rammen – og derfor er det helt centralt, at vi skaber progression og arbejder effektivt. Det betyder også, at vi afslutter indsatsen, når målene er nået for den unge, og hjælper den næste unge, som Ungerådgivningen har besluttet, netop har brug for vores indsats.

Hvis du trives med at arbejde målrettet, fagligt og resultatorienteret, vil du passe rigtig godt ind hos os.

Derudover arbejder du efter Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (UKN‑loven), når den unge har en sag i Ungdomskriminalitetsnævnet.


Det betyder, at du som kontaktperson:
  • understøtter de aktiviteter, pligter og forbedringsforløb, som UKN har truffet afgørelse om
  • bidrager med observationer og faglige vurderinger til ungefaglige undersøgelser og indstillinger udarbejdet af Ungerådgivningen
  • dokumenterer progression i forhold til UKN‑afgørelsernes mål og rammer
  • samarbejder tæt med Ungerådgivningen, Ungekriminalforsorgen, uddannelsesinstitutioner, politi og øvrige samarbejdspartnere. UKN’s afgørelser er bindende for kommunen, og din indsats er derfor en vigtig del af at sikre, at den unge følger et struktureret, udviklende og kriminalitetsforebyggende forløb

Om jobbet

Som kontaktperson bliver du en stabil, tydelig og motiverende voksen i den unges liv. Du arbejder relationsbaseret og målrettet for at styrke unges trivsel, udvikling og deltagelse i samfundet.

Dine opgaver bliver blandt andet at:
  • Opbygge stærke, tillidsfulde relationer til unge i udsatte livssituationer
  • Arbejde forebyggende og kriminalitetsreducerende i dialog med den unge
  • Møde de unge i deres miljø – opsøgende, fleksibelt og med blik for muligheder
  • Understøtte unge i at skabe struktur og tage skridt mod uddannelse og job
  • Udarbejde statusbeskrivelser og dokumentere progression i Nexus
  • Samarbejde tæt med ungerådgivere, familie, netværk, politi, skoler, uddannelsesinstitutioner, virksomheder og frivillige aktører
Vi arbejder selvtilrettelæggende og planlægger vores aftaler, så det passer ind i den unges hverdag med skole og job, hvorfor 1:1 kontakten med de unge typisk vil være om eftermiddagen og aften.

Vi tilbyder dig

  • Ansættelse i en engageret afdeling: UngeIndsatser 2
  • 1,5 times fast ugentlig sagssparring
  • Ekstern supervision hver 8. uge
  • Et stærkt fagligt og kollegialt fællesskab
  • En arbejdsdag med stor variation og høj grad af selvstændighed
  • En afdeling præget af humor, psykologisk tryghed og faglig stolthed
  • Cykler og biler stillet til rådighed, så du let kan komme rundt til dine aftaler

Hvem er du?

Du brænder for relationsarbejde – og du ved, at forandring sker i mødet mellem mennesker. Du er nysgerrig, tålmodig, tydelig og god til at skabe tillid.

Vi forestiller os, at du:
  • Har en socialfaglig, pædagogisk eller sundhedsfaglig uddannelse
  • Har erfaring med unge i kriminalitet eller i risiko for kriminalitet
  • Trives i komplekse og til tider konfliktfyldte situationer
  • Arbejder selvstændigt, struktureret og helhedsorienteret
  • Kan formidle klart – både mundtligt og skriftligt
  • Har kørekort
  • Har lyst til at cykle eller køre mellem dine aftaler – og hos os får du adgang til både cykler og biler, som stilles til rådighed i arbejdstiden
Det er en fordel, hvis du har kendskab til arabisk eller andre sprog, der ofte tales i målgruppen. Det kan styrke relationen og skabe tryghed i samarbejdet med de unge og deres familier.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdechef Jacob Lindegaard Knudsen, som midlertidigt varetager funktionen som afdelingsleder under barselsorlov, på 40 22 60 94 eller på jlk@odense.dk.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingerne er faste og på fuld tid med tiltrædelse hurtigst muligt og gerne 1. marts 2026.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.

Det praktiske

Ansøgningsfrist er onsdag den 18. februar 2026. Samtaler forventes afholdt mandag den 23. februar 2026.

SØG STILLING

Fakta
Jobområde
Pædagogik - Almen- og specialområdet
Ansøgningsfrist
18-02-2026
Arbejdstid
Fuldtid
Varighed
Fast
Tiltrædelse
Hurtigst muligt og gerne 01-03-2026
Kontaktperson
Jacob Lindegaard Knudsen
40 22 60 94

Tailor Your Resume for this Job


Share with Friends!