Find Your Next Job

Maritim Analytiker Til Undervandsdomænet

Posted on April 27, 2026

  • Full Time

Maritim Analytiker Til Undervandsdomænet job opportunity

Tailor Your Resume for this Job


Har du erfaring med undervandsoperationer og undervandsteknologi? Ønsker du at gøre en forskel for Danmarks maritime sikkerhed med særlig fokus på undervandsdomænet og overvågning?

Så er det dig vi leder efter til denne stilling.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Som maritim analytiker vil du bidrage til udviklingen og vedligeholdelsen af det nationale maritime efterretningsbillede. Du vil få en afgørende betydning for enhedens vidensopbygning og forståelse for undervandsmiljøet. Du skal især arbejde med undervandsoperationer og relateret teknologi, herunder analysere og vurdere trusler og muligheder på området.

Dine arbejdsopgaver omfatter bl.a.:
  • Opbygge maritim situational awareness og være med til at styrke Forsvarets samlede maritime situationsbillede.
  • Analysere og formidle aktuelle og fremtidige trusler og muligheder inden for undervandsmiljøet gennem skriftlige produkter og præsentationer.
  • Etablere og vedligeholde relationer, herunder koordinere og drifte fagfælleskaber, arbejdsgrupper og operative fora om det maritime domæne.
  • Støtte og samarbejde med Forsvaret om udviklingen af maritime koncepter og kapaciteter, især på undervandsområdet.
Du og din baggrund er vigtig
Vi forestiller os, at du har erfaring med og interesse for flere af nedenstående områder, men ikke nødvendigvis dem alle:
  • Undervandskrigsførelse
  • Undervandsteknologi og akustik
  • Aktivitetsbaseret analyse
  • Maritim sitituational awareness
  • Arbejde i operations- og/eller situationsrum

Du kan have erfaring fra det civile eller have baggrund fra Forsvaret som Seniorsergent (M231), Chefsergent (M232), Kaptajnløjtnant (M321) eller Orlogskaptajn (M331). Det er også muligt at stillingen besættes ved indgåelse af en uddannelsesaftale.

Stillingens indhold tilpasses efter dine kompetencer og erfaring.

Vi ser gerne, at du er samarbejds og helhedsorienteret, åbensindet, metodisk og har et fremtids og udviklingsorienteret mindset. En god teknisk forståelse er helt afgørende.

Du kommunikerer klart på dansk og engelsk, både skriftligt og mundtligt, og du kan formidle komplekse problemstillinger på en let og forståelig måde.

Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Hvis du ansættes civilt er løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Er du sergent, vil du blive ansat på følgende vilkår:
Seniorsergent (M231)
Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Chefsergent (M232)
Stillingen er en chefsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.



Er du Kaptajnløjtnant (M321) vil du blive ansat på følgende vilkår:
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.



Er du Orlogskaptajn (M331) vil du blive ansat på følgende vilkår:
Stillingen besættes efter protokollat af 23. maj 2019 til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 5 som omfatter majorer og orlogskaptajner.

Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 17. maj 2026.
Vi stiler mod en ansættelse fra september 2026. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 23266@ddis.dk hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.


Tailor Your Resume for this Job


Share with Friends!