Find Your Next Job
Militær Chef For Forsvarsakademiets Uddannelsesafdeling
Posted on July 3, 2026
- København, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time
Tailor Your Resume for this Job
Vil du stå i spidsen for udviklingen af Forsvarets uddannelser og være med til at sikre, at morgendagens militære ledere og specialister har de rette kompetencer til at løse fremtidens opgaver? Så kan du blive vores nye kollega. Vi søger lige nu en militær chef for Forsvarsakademiets Uddannelsesafdeling (FAK).
Om os
Uddannelsesafdelingen er en del af Forsvarsakademiets stab, som er ansvarlig for udvikling og drift af Forsvarsakademiets uddannelser. Der er tale om en velfungerende afdeling, hvor medarbejderne er uddannelsesfaglige specialister, som tilsammen udgør et stærkt og velintegreret uddannelsesfagligt miljø.
Chefen for afdelingen indgår i stabens chefgruppe, som har til opgave at understøtte Forsvarets Uddannelsesstrategi og Forsvarsakademiets mission samt at rådgive Chefen for Forsvarsakademiet om uddannelsesmæssige forhold.
Uddannelsesafdelingen består af tre sektioner med i alt p.t. 38 engagerede og specialiserede militære og civile medarbejdere inklusive chefen. De tre sektioner er funktionelt opdelt, idet Uddannelsessektionen har ansvar for Forsvarsakademiets formelle aftagerdialog, Forsvarsakademiets uddannelsesdokumentation og udvikling af Forsvarsakademiets uddannelser. Kvalitetssektionen har ansvar for Forsvarsakademiets systematiserede kvalitetssystem, herunder akkrediteringsarbejde og en række andre opgaver. Den tredje sektion, ”Uddannelsescenteret” er støtteenhed for hele Forsvarsakademiet og gennemfører bl.a. didaktisk/pædagogisk opkvalificering af lærere og instruktører, drifter og udvikler Forsvarsakademiets elektroniske læringsplatforme og yder didaktisk/pædagogisk konsulentstøtte til Forsvarsakademiets enheder. Uddannelsescenteret støtter også Forsvarets enheder med didaktisk/pædagogisk konsulentvirksomhed. Det er muligt, at der kan blive foretaget organisatoriske tilpasninger frem mod besættelse af stillingen,
Afdelingen har tætte samarbejdsrelationer med hele Forsvarsakademiets organisation, og chefen vil i en række udviklingsfora og driftsmæssige sammenhænge repræsentere staben og/eller Forsvarsakademiet både inden for FAK og overfor eksterne militære og civile myndigheder.
Om stillingen
Som chef for Uddannelsesafdelingen på Forsvarsakademiet får du en alsidig og spændende opgaveportefølje med fokus på at udvikle Forsvarets uddannelser, så de dækker Forsvarets kompetencebehov, opretholder national og international anerkendelse og opleves som meningsfulde og sammenhængende af vores studerende.
Du får en vigtig rolle i Forsvarsakademiets dialog med Forsvarets enheder, Forsvarsministeriets styrelser og civile samarbejdspartnere.
Stillingen som chef for Uddannelsesafdelingen er en stilling med mangeartede snitflader og opgaver som indebærer koordination og samarbejde med aktører i hele Forsvarsministeriets koncern, såvel som med civile aktører. Du vil gennem dit ledelses- og udviklingsansvar for afdelingen forestå løsning af de nedenfor skitserede arbejdsopgaver, og du har en central og koordinerende funktion i forhold til udviklingen af Forsvarets uddannelsessystem og Forsvarsakademiets uddannelser.
Du refererer i hverdagen til stabschefen, men vil i visse sammenhænge referere til Forsvarsakademiets dekan.
Væsentlige arbejdsopgaver i stillingen er:
- Ansvar for ledelse og udvikling af afdelingen og dens medarbejdere
- Uddannelsesstrategisk og anden uddannelsesfaglig rådgivning til Forsvarets myndigheder i rammen af FAK uddannelsesfaglige rolle, herunder at opretholde og udvikle sammenhængen i Forsvarets samlede uddannelsessystem
- Ansvar for, i samarbejde med FAK ledelse, det systematiske arbejde med uddannelseskvalitet, herunder sekretariatsdrift for FAK kvalitetsråd og akkrediteringsarbejde
- Indgår i staben med ansvar for prioritering og løsning af sagsbehandlingsopgaver inden for afdelingens opgaveportefølje
- Forestår, i samarbejde med FAK ledelse, udarbejdelsen af direktiver, bestemmelser og vejledninger inden for afdelingens opgaveportefølje
- Forestår sagsbehandling, i samarbejde med dekanen, af sager inden for uddannelsesområdet, der rejses på tværs af Forsvaret af Forsvarets Ledelse og af værnskommandoerne
- Varetager formandskabet i Forsvarschefens Aftagerpanel
- Forestår - under inddragelse af FAK organisation og eksterne myndigheder – rådgivning og/eller projektansvar for udvikling og dokumentation af nye akkrediterede uddannelser udbudt af Forsvaret, herunder udvikling og implementering af FAK strategier i f. m. akkreditering
- Er procesansvarlig for FAK udarbejdelse af uddannelses- og studieordninger samt uddannelsesbestemmelser og direktiver, der regulerer Forsvarets uddannelsesvirksomhed
- Monitorerer udviklingen inden for det civile uddannelsessystem og sikrer overensstemmelse med Forsvarets uddannelsesbestemmelser og praksis
- Forankrer Forsvarets gymnasiesamarbejder
- Støtter uddannelsesudviklingsprojekter i Forsvaret, herunder Erhvervsrettet Konstabeluddannelse
Om dig
Det forventes, at du har en relevant militær baggrund samt et indgående kendskab både til Forsvarets uddannelsessystem og det civile uddannelsessystem samt gode og veldokumenterede ledelseskompetencer.
Du er udpræget strategisk i din ledelsesstil og opgaveløsning og formår at sætte dig ind i Forsvarsakademiets aftageres ønsker og behov, samt at skabe og vedligeholde en konstruktiv dialog om muligheder, begrænsninger og forudsætninger for at indfri aftagernes ønsker på uddannelsesområdet. Din strategiske tilgang til opgaveløsningen og uddannelsesfaglighed skaber gode rammer for din varetagelse af ledende roller i den daglige drift samt i udvalgte interne eller eksterne fora.
Du er udviklings- og helhedsorienteret, men formår samtidig at opretholde en god forståelse og tone i forhold til andres positioner og de affødte koordinationsbehov og hensyn. Du har hertil solid erfaring og dokumenterede kompetencer inden for projektledelse af udviklingsprojekter på uddannelsesområdet. Du evner at motivere medarbejdere med meget forskellige baggrunde og kompetencer, samt at skabe og vedligeholde en åben, samarbejdende og respektfuld tilgang til opgaveløsningen. Du indgår utvungent i – samt opbygger - samarbejdsrelationer baseret på åbenhed, gensidig tillid og respekt.
Din forståelse af arbejdet med videngrundlag og sammenhængen mellem praksis, udvikling og forskning er så veludviklet, at du kan skabe gode rammer for afdelingens understøttelse af udviklingsopgaver inden for Forsvarsministeriets koncern.
Desuden forventes det, at du indfrier følgende forventninger:
- Er helhedsorienteret og kan balancere drift, udvikling og ledelse af mennesker.
- Har stærke samarbejds- og relationskompetencer og finder de bedste løsninger i fællesskab.
- Stærke analytiske kompetencer som understøtter stillingens strategiske karakter.
- Meget gode kommunikationsevner både i tale og på skrift
- Veludviklede stabsfaglige kompetencer med erfaring fra tjeneste på styrelsesniveau.
- Et vågent øje for, samt engagement i - dine medarbejderes trivsel og udvikling.
- Proaktiv i forhold til at sætte en dagsorden som understøtter god sagsbehandlingspraksis og et højt informationsniveau på tværs af organisationen.
- Erfaring med akkrediteringsarbejde, uddannelsesdokumentation og understøttelse af forskning.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiver finansieret pension.
Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand i lønramme 37 efter en konkret vurdering.
Ansøgningen skal stiles til Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.
Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.
Stillingen er ledig til besættelse 1. oktober 2026 eller snarest derefter.
Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.
Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen. I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Dit faste tjenestested er Svanemøllens kaserne, Ryvangs Allé 1, 2100 København
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte FAK Stabschef, Kommandør John Boye Rasmussen på telefon +45 3266 5404 eller e-mail: fak-stch@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Tina Nielsen på telefon 3266 5973.
Ansøgningsfristen er den 1. august 2026, og vi forventer at holde samtaler i uge 34–35 2026.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor
opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSAKADEMIET
Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.
FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Slagelse, Varde, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier.
Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.
FAK gennemfører forskning og udvikling indenfor de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed. Læs mere på fak.dk
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!