Find Your Next Job
Nyt Rum-Team Ved Forsvarets Efterretningstjeneste Søger Medarbejdere
Posted on May 13, 2026
- København, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time
Tailor Your Resume for this Job
Forsvarets Efterretningstjeneste udbygger kompetencer og kapaciteter i rumdomænet. Derfor søger vi medarbejdere til et nyt rum-team, som vil spille en central rolle i opbygning, drift og videreudvikling af FE’s kapaciteter indenfor rumdomænet.
Enheden skal fungere som fagligt, teknisk og organisatorisk omdrejningspunkt for tjenestens anvendelse af rumkapaciteter og har ansvar for at levere kapaciteter, som kan udnyttes operativt i FE.
Der søges medarbejdere med varierende erfaring. Du kan have arbejdet med rumdomænet i længere tid eller være nyuddannet på området. Fælles for alle stillingerne er, at man skal have nysgerrighed, høj eksekveringskraft og lyst til at opbygge nye kapaciteter til gavn for FE.
Enhedens opgaver
Du vil skulle indgå i et team, som skal bidrage til at:
- Etablere, opbygge, drive og videreudvikle rum-indhentningskapaciteter, der understøtter ISR (Intelligence, Surveillance & Reconnaissance) og SDA (Space Domain Awareness).
- Udvikle processer, metoder og data flows for rum-overvågning, situationsforståelse og udstilling af data i tæt samarbejde med relevante enheder i FE.
- Initiere, styre og koordinere rum-relaterede projekter samt prioritere og taske rum-kapaciteter.
- Understøtte FE’s analyseenheder i den operative udnyttelse af rum-kapaciteter.
- Udarbejde beslutningsoplæg, briefinger og andre teknisk faglige produkter.
Du og din baggrund er vigtig
Du har en relevant civil eller militær baggrund. Der vil i vurderingen af din ansøgning blive lagt vægt på nedenstående kvalifikationer.
Faglige kvalifikationer
- Har en relevant videregående uddannelse (f.eks. rum-teknologi, fysik, datalogi, geoinformatik) eller har relevant erhvervs- eller hobbyerfaring.
- Grundlæggende forståelse for satellitsystemer, rum-sensorer og rum-operationer
- Programmeringserfaring (Python, Java, SQL, C, C++, etc.)
- Erfaring med dataanalyse. Erfaring med datafusion er en fordel
- Evne til at omsætte teknisk kompleksitet til robuste og anvendelige løsninger.
Personlige kvalifikationer
- Høj integritet og sikkerhedsbevidsthed
- Evne til at arbejde tværgående og skabe sammenhæng mellem teknik, projekter og anvendelse
- Struktur, overblik, ansvarlighed og gennemslagskraft
- Nysgerrighed, læringsparathed og høj eksekveringskraft
Vi tilbyder en plads i et stærkt og tætknyttet team. Du vil blive del af en afdeling, som er præget af indhentningsmæssige aktiviteter og operativ tænkning. Afdelingen har fokus på udvikling af eksisterende og nye kapaciteter, hvilket du i høj grad forventes at bidrage til. Vi tilbyder gode mulighed for faglig udvikling og efteruddannelse.
Teamet har snitflader til store dele af FE’s organisation, hvorfor gode samarbejdsevner og lyst til at arbejde holdbaseret er afgørende.
Vi har meget forskellige baggrunde og profiler og vi sætter pris på vores behagelige og uformelle omgangstone.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Konstabel i Hæren (M112) ufaglært og faglært – HKKF
Stillingen er en faglært konstabelstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved overenskomst mellem Forsvarets Personeltjeneste og Hærens Konstabel- og Korporalforening for konstabelgruppen af linjen og reserven, konstabelelever og korporaler af linjen og reserven i Hæren.
Ansøgere må være indstillet på at gennemføre en prøve.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest søndag d. 7. juni 2026. Vi stiler mod en ansættelse 1. september.
Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 23255@ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”INDBLIK” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!