Find Your Next Job
Sektionschef Til Sektionen For Kontraefterretningsoperationer I Fe
Posted on June 4, 2026
- København, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time
Tailor Your Resume for this Job
Vil du bidrage til at beskytte dem, der beskytter Danmark?
FE’s afdeling for militær sikkerhed er ansvarlig for både kontraefterretningstjenesten og fysisk forebyggende sikkerhed. Den forebyggende sikkerhedstjeneste bidrager gennem sikkerhedsforanstaltninger til at reducere risikoen for spionage, sabotage, terrorisme og kriminalitet rettet mod Forsvaret, herunder udsendte enheder og enkeltpersoner, mens kontraefterretningstjenesten tilvejebringer, bearbejder og analyserer informationer vedrørende truslerne mod Forsvaret i Danmark og i udlandet med henblik på at kunne imødegå dem.
Vi søger en chef til sektionen for kontraefterretningsoperationer.
Du får udfordringer og plads til at udvikle dig
Forsvaret er i gang med en markant opbygning af kapacitet og operativ styrke. Den militære sikkerhedstjeneste spiller en nøglerolle i denne udvikling, da evnen til at identificere og modvirke trusler mod Forsvaret er afgørende for, at opbygningen kan gennemføres sikkert og effektivt.
Sektionen leverer efterretninger, undersøgelser og operationel støtte til Forsvaret med det formål at beskytte Forsvaret både i Danmark og i udlandet. Du vil blive den nærmeste leder for specialister, der har til opgave at bidrage til at afdække og modvirke komplekse trusler fra både statslige og ikke‑statslige aktører.
Som personaleleder for sektionens medarbejdere har du ansvaret for den administrative daglige ledelse, ligesom du skal sikre udvikling af medarbejderne. Du skal holde overblik over udviklingsbehov og kapacitetspotentiale, så både medarbejdere og teams fastholder et højt fagligt niveau.
Som sektionschef indgår du i afdelingens ledelsesgruppe, som koordinerer og prioriterer afdelingens opgaveløsning, ligesom du vil være i tæt dialog med sektionens interne og eksterne samarbejdspartnere.
Du og din baggrund er vigtig
FE søger en leder, der kan inspirere og lede samt formidle sin viden klart og tydeligt.
Du kan skabe overblik, prioritere opgaver effektivt og formidle komplekse budskaber både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk.
Du har interesse for og erfaring med motiverende ledelse, herunder forandringsledelse, og du formår at skabe struktur og retning i opgaveløsningen på en arbejdsplads, der er under stor udvikling.
Du er diplomatisk, imødekommende og god til at opbygge og vedligeholde relationer.
Endelig forventes du at skabe en kultur med kritisk tænkning, åben dialog og regelmæssig faglig sparring i et åbent og uformelt arbejdsmiljø, hvor trivsel og balance mellem arbejde og privatliv prioriteres.
Det er en fordel, hvis du har en solid forståelse for Forsvarets sammenhæng og funktion samt kendskab til sikkerheds- eller efterretningsområdet.
Du har en relevant civil eller militær baggrund.
Som militær ansat, har du gennemført MMS, Videreuddannelse-II/Ledere (VUT-II/L), Stabskursus eller anden tilsvarende akademisk uddannelse. Som civil forestiller vi os, at du har en uddannelse på kandidatniveau eller tilsvarende, idet det dog ikke er din uddannelsesmæssige baggrund, der er altafgørende.
FE prioriterer lederudvikling
Der er tale om en chefstilling. Derfor forventer vi, at du både kan og vil udvikle dig i et samarbejde med din afdeling og dine chefkolleger. God ledelse er forudsætningen for at være en attraktiv arbejdsplads — både for nuværende og fremtidige medarbejdere. Derfor har FE fokus på lederudvikling.
Vi har et fælles ledelsesgrundlag med tilhørende rolle- og kompetencebeskrivelser. Ledelsesgrundlaget har udgangspunkt i fire ledelsesværdier: Vi arbejder som et FE. Vi udfordrer og udvikler os. Vi tager ansvar og eksekverer. Vi transformerer FE. Ledelsesgrundlaget retter sig mod alle ledelsesniveauer i organisationen. Det adresserer balancer i ledelse: Strategisk ledelse vs driftsledelse, relationel ledelse vs faglig ledelse, tværgående ledelse vs linjeledelse.
Vi arbejder med ledelsesgrundlaget lige fra udvælgelsesprocessen og hele vejen i en karriere som leder i FE. Bliver du ansat som leder i FE, kan du forvente en løbende lederudvikling — ligesom vi også forventer af dig, at du udvikler dig løbende.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 21. juni 2026.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted d. 23 & 26. juni, og vi vil eventuelt indkalde løbende. Der må forventes forberedelse til personlighedstest med kort varsel. Vi stiler mod en ansættelse fra 1. september 2026 eller hurtigst muligt herefter. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på mail: 22017@ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Fakta
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!