Find Your Next Job
Socialrådgiver Til Modtagerteamet På St. Dannesbo
Posted on Dec. 17, 2025
- Odense, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time
Tailor Your Resume for this Job
Vil du være med til at gøre en positiv forskel for socialt udsatte borgere, som typisk har/har haft et langvarigt stof- og/eller alkoholmisbrug, og som ofte også er udfordrede grundet andre sociale problemstillinger? Går du med et ønske om at levere en professionel, tværfaglig indsats, og har du lyst til at blive en del af et spændende tværfagligt team under Servicelovens § 110? Så er du måske den socialrådgiver, og nye kollega, vi kan byde velkommen til St. Dannesbo i vores Modtagerteam.
På St. Dannesbo arbejder vi med socialt udsatte borgere under Servicelovens § 107, § 108 og § 110 samt § 85a.
§ 110 er et midlertidigt botilbud (forsorgshjem), som henvender sig til socialt udsatte borgere over 18 år, som ikke har egen bolig, eller, af forskellige årsager, ikke kan opholde sig i egen bolig - ofte grundet stof- og/eller alkoholmisbrug og/eller andre sociale problemstillinger.
Vi søger en dygtig socialrådgiver til vores Modtagerteam, som primært varetager opgaver omkring borgerne indskrevet på § 110. Teamet består af i alt to socialrådgivere samt både pædagogisk og sundhedsfagligt personale.
Housing First-tilgangen
På et overordnet politisk niveau arbejder vi inden for Housing First-tilgangen – en helhedsorienteret tilgang til at arbejde med hjemløshed, hvor permanent bolig er udgangspunktet, og den sociale og praktiske støtte i forbindelse med overgangen til og fastholdelse af borgeren i egen bolig herefter bliver tildelt borgeren ud fra de individuelle behov.Personalegruppen er desuden uddannet i den traumebevidste tilgang (TBT) med henblik på at skabe et så trygt miljø som muligt for vores borgere og dermed de bedst mulige forudsætninger for at forstå, hvad der ligger bag borgernes individuelle tanke- og handlemønstre. Du vil få en grundig introduktion til TBT, hvis ikke du i forvejen har kendskab til denne tilgang.
Hvilke opgaver vil du bl.a. få som socialrådgiver i Modtagerteamet?
- Afholde samtaler med borger omkring boligformidlingen og sikre diverse ansøgninger i den forbindelse
- Ansøge om kontanthjælp, tilskud, øvrig økonomisk støtte
- Samarbejde med øvrige teams omkring tilrettelæggelsen af opholdsplaner
- Aftale samt afholde handleplansmøder med interne og eksterne kommuner
- Arbejde tæt sammen med myndighed, som har det overordnede ansvar for at udarbejde § 142-handleplanerne inden for de første tre uger af borgerens ophold
- Stå for at udarbejde kontrakter til eksterne kommuner på vores §107 og 108 tilbud
- Varetage opgaver og afholde møder i forbindelse med samarbejdet med interesseorganisationer som SAND og Det Grønlandske Hus
- Samarbejde med beskæftigelsesindsatsen og diverse andre socialrådgiverfaglige samarbejdspartnere
Hvem er du?
Du er uddannet socialrådgiver, har indgående kendskab til lovgivningsområdet og har erfaring med at arbejde med socialt udsatte (eventuelt misbrugende) borgere.Det er vigtigt, at du både evner at arbejde selvstændigt med borgerne og har gode samarbejdsevner, da du vil blive en del af et tværfagligt team, som også vil være i tæt dialog og skulle samarbejde med øvrige teams internt på stedet samt eksterne samarbejdspartnere indenfor/udenfor Odense Kommune. Du skal kunne se dig selv arbejde i et miljø, som til tider kan være konfliktfyldt, og hvor der kan være opgaver, som du ikke nødvendigvis har prøvet før eller kender på forhånd. Du skal have lyst til at udvikle dig, have lyst til at tage ansvar og til at bringe din faglighed i spil.
Som menneske skal du derfor være:
- Moden, fleksibel og i personlig balance
- Loyal, anerkendende og bevidst om din kommunikation og adfærd
- Dygtig til og interesseret i relationsarbejde og til at skabe et ”trygt og tillidsfuldt rum”
- I stand til at prioritere opgaver i en til tider uforudsigelig hverdag
- Imødekommende og positivt indstillet
- Struktureret og ansvarsbevidst
- Serviceminded, samarbejdsvillig og i stand til at bevare roen og overblikket
- I stand til at agere professionelt og formår at håndtere borgernes til tider udadreagerende adfærd
- Tålmodig og nærværende - forankret i en respektfuld og ligeværdig tilgang til borgeren
- I stand til at se det hele menneske med de særlige udfordringer, som et langvarigt misbrug medfører
- I stand til at holde fokus - også når komplekse udfordringer skal løses bedst muligt for borgerne
- I stand til at kunne håndtere og balancere i det ”krydspres”, som kan opstå mellem borgeren og det kommunale system
- Har flair for IT (gerne kendskab til KMD Nexus) og forstår at dokumentere
- God til skriftlig/mundtlig kommunikation
- Har indgående kendskab til målgruppen og/eller arbejdsområdet
- Har kendskab til mellemkommunale refusionsregler og samarbejdet på tværs af kommuner
Vi kan tilbyde dig
- Selvstændige og spændende opgaver i en organisation med det tværfaglige samarbejde i fokus
- Et job på en arbejdsplads som vægter tillid, ansvarlighed, trivsel og medbestemmelse højt
- Et job på en dynamisk arbejdsplads med dygtige og engagerede kollegaer med faglighed og kompetenceudvikling i fokus
- Supervision med ekstern supervisor samt udviklingssamtaler og relevante kurser
- Gode og fleksible arbejdsrammer
- Grundig introduktion
- Vi arbejder med en systemisk anerkendende tilgang samt TBT til borgerne såvel som hinanden
- En arbejdsplads med gode fysiske rammer i smukke omgivelser
Vil du vide mere?
Såfremt du skulle have spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder, Søren Jespersen på tlf.: 40 16 60 50 eller afdelingsleder, Anne Heilmann på tlf.: 23 80 61 69.Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Der er tale om en fast stilling under Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.Stillingen er på 37 timer om ugen, med ønsket opstart den 1. april 2026.
Det praktiske
Ansøgningsfristen er den 3. februar 2026. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 25. februar 2026.Om os
St. Dannesbo er en kommunal boform for hjemløse drevet af Odense Kommune. Vi har plads til 70 borgere foruden et antal borgere i aktivering. Vores borgere er, udover hjemløshed, også udfordrede af andre sociale problemer herunder alkohol- og/eller stofmisbrug.Vi er ca. 59 medarbejdere bestående af både social- og sundhedsfagligt personale herunder pædagoger, tilsynsførende assistenter, ergoterapeuter, socialrådgivere, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter fordelt på fire teams: Modtagerteam, Afklarende team, Udflytterteamet og Bostedsteamet.
Derudover har vi et køkkenteam, et serviceteam, et nattevagtsteam og vores administration, som varetager de daglige driftsopgaver inden for økonomi, diverse administrative opgaver og HR-relaterede opgaver.
St. Dannesbo er beliggende naturskønt i nærheden af Brylle, og vi udnytter vores særlige omgivelser til også at drive en række værksteder med tilknyttet personale, der indgår i vores aktiveringstilbud.
SØG STILLING
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!