Find Your Next Job
Udstationering Til Usa - Dansk Repræsentant I F-35 Programmets Driftsorganisation I Washington, Usa.
Posted on July 13, 2026
- Udland, Denmark
- 0 - 0 USD (yearly)
- Full Time
Tailor Your Resume for this Job
Dansk repræsentant i F-35 programmets driftsorganisation i Washington, USA.
Vil du være med til at sikre, at Danmarks interesser i F-35 flyets driftsorganisation varetages sikkert og professionelt? Vi søger en engageret og nysgerrig medarbejder (teknisk officer eller ingeniør), som kan indgå i det multinationale F-35 program. Der er tale om løsning af tekniske og logistiske opgaver i F-35 programmets driftsstruktur i relation til luftdygtighed, modtagelse, certificering og drift af danske F-35 fly. Stillingen i USA er til besættelse den 1. august 2027 eller snarest derefter.
Om os
Stillingen er placeret i Kapacitetscenter Kampfly, hvor du vil indgå i et team med ca. 10 militære og civile kollegaer. Fem af kollegaerne er udstationeret i USA.
Kapacitetscenter Kampfly er ansvarlig for opgaver i forbindelse med drift, vedligeholdelse, opdatering samt udvikling af kampfly kapaciteten. Forsvarets F-35 kampfly er en avanceret kapacitet der har stor offentlig og politisk bevågenhed.
Vi er afhængige af et godt og smidigt samarbejde med alle, der er involveret. Du kan glæde dig til et arbejdsklima, der er kendetegnet ved en god og uformel tone med fokus på udvikling og resultater, både for driften og dig.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har i øjeblikket udstationeret repræsentanter i F-35 programkontoret i Washington D.C, i USA. F-35 programkontoret er det internationale programkontor, som har til opgave at forestå anskaffelse, drift og videreudvikling af F-35 Joint Strike Fighter kampflyet til USA, internationale partnere og andre F-35 købere. F-35 programkontoret har ca. 2.500 medarbejdere, heraf ca. 160 fra de internationale partnerlande. En del af disse medarbejdere er stationeret andre steder i USA (Eksempelvis Fort Worth (Texas), Phoenix (Arizona) og Dayton (Ohio)).
Om stillingen
Der er tale om en stilling i F-35 programmets driftsstruktur med teknisk og logistisk indhold i USA.
Dansk F-35A Designated Airworthiness Authority (DAA) officer (F-35 luftdygtighed), Washington D.C.
Besættelsen af stillingen sker ud fra en helhedsbetragtning i forhold til Forsvarets samlede kampflyopgaver i de kommende år samt i forhold til ansøgernes kompetencer og niveau.
Indholdet af Dansk F-35A DAA stilling medfører, at stillingsindehaveren arbejder tæt sammen med den danske F-35A chefingeniør ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), og DAA officeren er en del af den internationale F-35 organisation (Director of Engineering og F-35 Chief Engineer) i Washington D.C.
I forbindelse med produktion, certificering, drift og videreudvikling af danske F-35 fly er DAA officeren national repræsentant i F-35 programmets internationale luftdygtighedsmødefora. DAA er ansvarlig overfor for det danske og det internationale F-35 program for at gennemføre, koordinere og rapportere modtagelse af danske fly og flysystemer. DAA gennemfører forberedelser og koordinering af diverse internationale luftdygtighedsfora.
Stillingsindehaveren bør have indgående kendskab EMAR/DKMAR (Aviation Regulations) luftdygtighedsstandarder, samt viden om internationale standarder for flyproduktion, ændringer af flys konfiguration og drift af militære fly - gerne kampfly.
Stillingsindehaveren må forventes, både at deltage i et antal arbejdsgrupper og mødefora i F-35 programmet, og være ansvarlig for disse.
Kvalifikationer
Stillingen planlægges besat med en officer på major-niveau. Alternativt kan stillingen besættes af en kaptajn på uddannelsesaftale. Det gælder, at stillingsindehaveren skal dokumentere relevant arbejdserfaring og resultater. Du bør være engageret og nysgerrig, så der løbende opnås nye færdigheder og kompetencer afhængig af ansøgerens baggrund.
Stillingsindehaveren bør have en teknisk baggrund med kendskab til anskaffelse og drift af flysystemer samt kendskab til internationalt materielsamarbejde og internationale standarder indenfor luftdygtighed og drift af militære fly (eksempelvis EMAR/DKMAR).
Stillingen kræver, at indehaverne løbende kan opretholde sikkerhedsgodkendelse til hemmeligt (top secret). Endvidere bør indehaveren kunne manøvrere på forskellige niveauer i et internationalt miljø, så nødvendige netværk kan etableres og udbygges. Hertil kommer, at indehaveren skal kunne fremføre og koordinere danske ønsker og synspunkter, som er koordineret med den danske basisorganisation. Det forventes, at ansøgerne kan samarbejde med folk på tværs af forskellige faglige og geografiske områder, og hurtigt skabe relevante professionelle kontakter. Ansøgeren bør være engageret, arbejdsom og en konstruktiv holdspiller, der er god til at kommunikere på tværs af organisationer.
Derudover lægger vi vægt på, at ansøgeren:
- kan arbejde systematisk og struktureret,
- har stærke analytiske evner, god dømmekraft og helhedsforståelse,
- er fleksibel, selvkørende og ansvarsfuld ift. opgaveløsningen,
- er vant til at koordinere på tværs af flere organisationer,
- har veludviklede samarbejdsevner,
- er god til at informere modtagerne af arbejdsprodukter m.m.
- er flydende på engelsk, i skrift og tale,
- har stor personlig integritet samt er robust og fleksibel,
- kan anvende værktøjerne i MS Office pakken på brugerniveau,
- kan anvende moderne software værktøjer i forbindelse med drift og konfigurationsstyring af flysystemer.
Efter endt udstationering bør ansøgerne være forberedt på, at deres opnåede F-35 kompetencer søges anvendt i den nationale F-35 driftsstruktur i dialog med den enkelte.
Ansættelsesvilkår
Som militær ansat vil ansættelsen ske efter protokollat af 27. oktober 2015 om officerer, beredskabsofficerer, auditørfuldmægtige, elever på grundlæggende officersuddannelse, elever på sprog- og reserveofficersuddannelserne samt officersaspiranter ved Beredskabsstyrelsen under Forsvarsministeriet, til gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 5 som omfatter majorer og orlogskaptajner eller i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Hvis du allerede er ansat som tjenestemand i Forsvaret inden for hovedfunktionsniveauet (sekondløjtnant til og med major/orlogskaptajn), kan du vælge at bibeholde denne ansættelsesform. Du vil da fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarets Personeltjeneste (nu Forsvarsministeriets Personalestyrelse) og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte officerer i Forsvaret.
Du bliver udstationeret under den gældende udetillægsordning, hvilket vil sige, at du bl.a. får betalt dine flytte- og boligudgifter ligesom du modtager et skattefrit udetillæg. Du finder mere information i FKOBST P. 566-2, som omhandler forhold under udstationering, herunder bl.a. ægtefællepension og hjemflytningstillæg. Derudover er det muligt at forhandle individuelle tillæg. Se mere om vilkårene for udstationering på HR-portalen på FIIN.
Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende institutioner. Stillingerne besættes som udgangspunkt for en fireårig periode – dog kan perioden variere under hensyn til behov.
Stillingen er til besættelse 1. juli 2027 eller snarest derefter. Du skal være indstillet på at gennemføre et individuelt tilpasset introduktionsforløb ved Forsvarsministeriets Nyt Kampfly Program eller ved Flyverkommandoen afhængig af ansøgerens kompetencer inden tiltrædelse og udstationering.
I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – her C som betyder, at du skal kunne opnå en helbredsgodkendelse til fuld tjeneste uden geografiske begrænsninger af nogen art.
Forud for tiltrædelse skal du opfylde flg. forudsætninger:
- Bestået sprogtest i engelsk til (SLP 3-3-3-3) ved Forsvarsakademiet.
- Sikkerhedsgodkendt til NATO SECRET.
De enkelte Q’er vil blive fornyet løbende under udstationeringen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Kontakt og ansøgning
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Andreas Jørgensen ved Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, på telefon 4171 0483.
Hvis du har spørgsmål til løn og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent ved Personelkommandoen Ole Johnny Frederiksen på tlf. 32 66 51 50.
Ansøgningsfristen er 9. august 2026.
Vi gennemfører samtaler i uge 34/35.
Du kan søge stillingen via nedenstående link.
Send en motiveret ansøgning og et opdateret CV (på dansk og engelsk) samt nyere FOKUS. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
Forsvarsministeriets ministerområde er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
Tailor Your Resume for this Job
Share with Friends!